Rwanda fra første parket – læs anden del af Rasmus Løppenthins blog her

Vi præsenterer journalisten og pokerspilleren Rasmus Løppenthins serie om Rwanda og Educat, som mange vil genkende som velgørenhedsorganisationen bag ‘Poker for Rwanda’-kampagnen. PokerStars og PNN.dk har sendt Rasmus Løppenthin til Rwanda. I 10 dage fulgte han ngo’en (non-governmental organization, dvs. ikke-statslig organisation, red.) Educat, som har fået en lille million kroner fra ‘Poker for Rwanda’-kampagnerne. Dette er anden del af Rasmus’ personlige blog.

Læs første del af Rasmus’ blog lige her: Rwanda fra første parket – læs første del af Rasmus Løppenthins blog her

Om tillid

Jeg havde fået den værst tænkelige start. Klokken var 3:05 om natten, og jeg sad min mac, kuffert og tunge øjne. Efter 16 timer i luften ventede jeg nu på at blive hentet. Men Andreas fra Educat så ikke ud til at dukke op, og han svarede ikke på mobilen.

De første par timers ventetid var gået hurtigt. Her kunne jeg blandt andet more mig over projekt rengøring i Kigalis Lufthavn. Hvis rwanderne skal spare på vandet, var det i alt andet end tydeligt denne nat. De sendte en sand skumflodbølge ud på gulvet, og så stod de ellers 10 mand høj på 50 kvadratmeter og svuppede som gjaldt det deres liv eller OL i curling.

Nu ramte trætheden mig til gengæld som en hammer. Jeg begyndte at mørke samme isnende stikken, som når man mandag morgen møder lyset efter en lang nat med søndagsturneringer. Der skulle efterhånden mere end sæbevand til at få mit smil frem. Jeg blev simpelthen nødt til at få noget søvn nu.

Jeg rejste mig med min rullekuffert, gik hen over gulvet i den mirkoskopiske ankomsthal og ud i luften. Trods mørket kunne jeg fornemme, at udsigten var fantastisk med bjergene i baggrunden, men det interesserede mig egentlig ikke. Jeg ville bare finde et sted og sove, men måtte også sande, at der ikke just var oplagte kandidater i mit synsfelt. Jeg kiggede lidt rundt på parkeringspladsen og fik øje på én fra rengøringspersonalet, som stod lidt for sig selv. Jeg tøvede lidt, men gik så hen til ham.

”You know where I can find a hotel?”

”Yes, yes”, svarede han, tog min kuffert og førte mig over vejen. Jeg fulgte efter, lidt befippet.

Da vi havde gået et par minutter, var vi pludselig meget isoleret fra omverdenen og bevægede os ned ad en usandsynligt mørk grussti. Dæmonerne begyndte at komme snigende. Havde han tænkt sig at rulle mig? Ventede en gruppe venner for at tømme lommerne på den spritnye og komplet naive hvide mand i Rwanda?

Jeg slog det hen, havde besluttet at møde Afrika med tillid. Mine 10 dage hernede skulle ikke styres af frygten for, at jeg ville blive røvet og kidnappet af en flok limsniffende ex-børnesoldater, der spiser muzungoer (hvide) til morgenmad.

Så jeg kiggede på min guide og lyttede til min mavefornemmelsen. Den fyr her ville mig ikke noget ondt. Nok var han høj, men han var ranglet og havde en rolig, nærmest spankulerende gangstil. Øjnene var venlige, og han virkede meget interesseret i at småsnakke og forklare, hvor vi var på vej hen.

Efter lidt tid viste det sig også, at hans hensigter skam var helt reelle. Han tog mig hen til et lille en-etages bygning, som viste sig at være et nyåbnet hotel. Her fik jeg et værelse til 35 dollars – givetvis muzungo-prize.

Da jeg kom ind på værelset smed jeg en mail  til Andreas og gav besked om, hvor jeg var. Så lagde jeg mig på sengen, tog en dyb indåndning og lukkede øjnene. Roen nåede dog ikke at komme ind over mig, før jeg hørte en ubehaelig summen. Det var fra en myg, som jeg fik overbevist mig selv om var malariabefængt helt ud til spidsen på vingerne. Jeg havde glemt at spise mine malariapiller dagen før, så nu blev jeg selvfølgelig nødt til at holde mig vågen og være på vagt over for det lille dræberkræ.

”Rolig nu”, sagde jeg så til mig selv, ”der sker ikke noget”.

Educat-lejren havde nemlig forsikret mig om, at malaria ikke var særlig udbredt i Rwanda. Nok er de on african-time, når de skal hente folk i lufthavnen, men de har styr på deres helbred, tænkte jeg.

Så jeg fik anbragt mit søvndrukne korpus under tæppet – med alt mit tøj på. Nu kunne kroppen i hvert fald ikke blive ramt.

Et øjeblik efter kimede mobilen.

Journalist og pokerspiller Rasmus Løppenthin