Ravnsbæk: Jeg SKAL være sulten!

Den skoldhede mand, der desværre er lunken på World Series Of Poker, Simon Ravnsbæk, fortsætter bare med at imponere. 4,5 millioner kroners-ugen i forbindelse med SCOOP blev afløst af et utroligt flot forsvar af danmarksmesterskabet. Det er lige nu svært at se, hvordan Ravnsbæk skulle undgå at lave et topresultat til WSOP. Hvis han da ellers kunne finde motivationen til det.

For netop motivationen spiller en stor rolle for Simon Ravnsbæk, det siger han selv i sidste udgave af Pokermagasinet, hvor han var gæst i studiet ligesom også Anders Jensen var. Du finder link til udsendelsen nederst i artiken.

“I har lige hørt fra Anders Jensen, at han spiller 140.000 hænder om måneden. Det gør jeg slet ikke. Men det er der så en god grund til. For jeg har brug for at være sulten. Det er ekstremt vigtigt for mit spil. Jeg spiller, når jeg er klar, og det betyder, at jeg nogle gange spiller meget, og andre gange slet ikke,” siger Simon Ravnsbæk, der også gør et kvalificeret forsøg på at besvare det svære spørgsmål: Hvorfor går det så godt for lige netop dig?

“Man skal for det første huske på, at jeg har været ekstremt varm. Jeg har vel vundet 20 ud af 25 flips, og det hjælper jo på det. Men derudover har det også noget med selvtillid at gøre. Man får automatisk en stor tro på, at det man laver, er det rigtige. Det gør bare ens spil endnu mere overbevisende. Det er helt sikkert, at det har en betydning,” siger Simon Ravnsbæk.

Og for alle os pokerinteresserede mennesker er det så bare at håbe på, at Ravnsbæk bliver godt pokersulten her i løbet af den næste måneds tid. For hvis han gør det, er der kun et sted han kan tage hen.

Ravnsbæk i Pokermagasinet. Men Danmarks på forhånd måske mest oplagte bud på en ny verdensmester, er fortsat ikke lun på VM.