Ravnsbæk i Rwanda: Jeg fik lyst til at blive
Simon Ravnsbæk er begejstret for Educat, som han under Poker for Rwanda-kampagnen gav mere end 100.000 kroner. Flere Ravnsbæk-skillinger kan være på vej til Rwanda
Af Rasmus Løppenthin
Da Simon Ravnsbæk sidste år deltog i Poker for Rwanda, donerede Danmarks dengang varmeste pokerspiller intet mindre end 114.000 kroner til Educat, som uddanner iværksættere.
Nu har han været i det lille udviklingsland sammen med resten af Ravnsbæk-familien for at holde ferie og se, hvordan pengene bliver brugt. Her mødte PNN.dk en af Danmarks varmeste pokerspillere på en restaurant i Kigali, et stenkast fra Educats kontorer.
Nu har du set, hvordan Educat arbejder. Fortryder du, at du endte med at give dem så mange penge?
– Nej på ingen måde. Det er bare dejligt at se, at ens penge bliver brugt fornuftigt, siger Simon Ravnsbæk.
Læs også: Ravnsbæk skal besøge Rwanda: – Bliver sindssygt spændende!
Han er begejstret for Educats lidt specielle syn på udviklingsarbejde.
– Jeg synes, det er rigtig fedt, at Educat hjælper rwanderne med at få succes med at drive en forretning, frem for mere eller mindre tilfældige og kortsigtede projekter. De mere klassiske projekter kan selvfølgelig være fine og sympatiske nok, men de gør måske ikke den store forskel på den lange bane, siger han.
Ravnsbæk har fulgt én af Educats træninger, og han blev imponeret over kursisternes indstilling.
– Det var inspirerende at se, hvor interesserede og motiverede de var. Jeg har aldrig oplevet så engageret et hold i min studietid i Danmark. De lyttede og stillede virkelig mange spørgsmål. Det var tydeligt, at det her virkelig betød noget for dem, siger han.
Men selvom de var passionerede, blev hans tålmodighed faktisk sat lidt på prøve.
– Jeg fik simpelthen lyst til at bryde ind, fordi jeg tænkte det simpelthen ikke kunne passe, at tingene var på så basalt et niveau. De fortalte eksempelvis, at det kan være en god idé at lægge et budget, siger Ravnsbæk.
Læs også: Ravnsbæk sender 114.079 kroner til Rwanda
Han bemærker samtidig, at det nok er en meget god idé med budgetundervisning. Efter 10 dage rundt i Rwanda har familien været en del i kontakt med det lokale handelsliv. Og det er ikke just langtidsplanlægning, man excellerer i hernede. På et tidspunkt oplevede han, at en udlejer ikke havde kontanter til at fylde benzin på en båd.
– Så han var simpelthen ikke god for 20.000 RWA (200 danske kroner, red.). Det siger noget om, at mange af dem slet ikke tænker over lige at lægge lidt til side. De bruger sikkert bare de penge, de har mellem hænderne, siger Ravnsbæk.
Læs også: Ravnsbæk: – Det handler om karma!
I Kigalis tidlige eftermiddagssol er han ved at have tømt sin tallerken og drukket sin cola. Og ligesom maven nu er fuld, så kan selv store stjerner også blive mætte af poker. Men det øger motivationen ind i mellem at skulle spille for andre end én selv, forklarer Ravnsbæk. Han mener endda, at Educat kan tage en del af æren for sejren i den tjekkiske hovedstad.
– Det hjalp mig virkelig til at holde fokus, at de her penge ikke kun gik til mig. Det der var på spil gør jo ikke den store forskel for mig. Men det at nogle andre ville få glæde af gevinsten hjalp virkelig på koncentrationen. Det kunne jeg tydeligt mærke, lyder det.
Særligt på finalebordet var Ravnsbæk på et tidspunkt godt tiltet, men så kom en anden turneringspro til undsætning.
– Brink kom jo over og sagde, at jeg skulle huske på, at nogle af pengene gik til Afrika. Men min teori er, at det vist bare var fordi, han selv havde procenter, griner Ravnsbæk.
Det er sidste dag i Rwanda, og om få timer skal han og familien ud til lufthavnen. Men pokerhajen har egentlig mest lyst til at blive. Ravnsbæk har længe grublet over, hvad han skal, når pokerkarrieren lægges på hylden, og turen til Rwanda har sat nogle tanker i gang.
– Hvis ikke jeg havde forpligtelser som min datter hjemme i Danmark, havde jeg smidt alt, hvad jeg havde i hænderne og tilbudt min hjælp til Educat i et havlt eller helt år, siger han.
Ravnsbæk har en bachelor fra Handelshøjskolen i Aarhus, og han mener, han kunne have budt ind med en masse rent fagligt.
– Man får lyst til at blive, fordi der er så mange muligheder. Jeg føler virkelig, at jeg ville kunne hjælpe, fordi der stadigvæk er så mange basale ting, de har svært ved at finde ud af, lyder det.
Rwanda-eventyret bliver ikke til noget i denne omgang, men Ravnsbæks pengepung er stadig åben for Educat.
– Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg kommer til at sende flere penge til Educat, siger han.
Vist nok på jysk.
…
Artiklen er en del af en serie skrevet af journalist og pokerspiller Rasmus Løppenthin, der er taget til Rwanda for at følge pengene fra Poker for Rwanda-kampagnen. Han er udsendt af Pokerstars og PNN.dk, som er et af flere medier, der har bakket op om Poker for Rwanda.