PokerStars mistænker svenskere for at hacke computere under EPT

Da European Poker Tour rullede ind i Barcelona i september sidste år, udfoldede sig en skandale, hvor flere navngivne poker pro’er var blevet udsat for tyveri og trojanske heste på deres computere.

Det var den finske highstakes pro Jens “Jeans” Kyllönen (i billedet) som først advarede pokerspillerne i Barcelona mod de kriminelle, da han i en tråd på 2+2 beskrev, hvordan hans laptop var forsvundet fra hans værelse og senere dukkede op igen, men med en trojansk hest installeret computeren.

Læs også: EPT Barcelona skandale: Tyve stjæler laptops og installerer trojanske heste

I december kom konklusionen så fra det finske IT-sikkerheds firma F-secure, som nøje havde kigget Kyllönens computer efter i sømmene, at den var god nok. Der var en trojansk hest på computeren, og det samme var der på Kyllönens værelseskammerats computer.

Nu sætter Kyllönen så selv et punktum i sagen, da han i tråden på 2+2 skriver følgende:

“Da der formentligt ikke kommer flere opdateringer til dette; PokerStars fortalte mig at de mistænkte var fra Sverige, og har en historik for at gøre lignende ting. Jeg vil ikke spekulere i hvem det er, jeg syntes bare det måske ville være rart for folk at vide. Det er alt for mig i denne sag”.