Pokernet-brugere staker Jungleras til SCOOP: – Jeg skylder fra DM
Ét døgn! Så lang tid tog det fra, at Rasmus ’Jungleras’ Nielsen indvilligede i en 50/50 staking-deal til den forestående SCOOP-serie på PokerStars, til alt var meldt udsolgt.
Andelene af 100 kroner stykket blev revet væk af brugerne på Pokernet.dk, så ”ALT UDSOLGT”-skiltet hurtigt måtte op at dingle i ruden.
”Det gik stærkt, meget stærkt, men aftalen er ikke helt på plads endnu, så måske vi også kan finde ud af noget med at give de helt store tours nogle skud,” fortæller ’Jungleras’ til PNN.dk, inden han fortæller om, hvordan aftalen kom i hus.
”Jeg fik allerede i forbindelse med TCOOP en henvendelse, men dengang passede det ikke så godt ind. Det gør det til gengæld denne gang. Jeg havde i forvejen tænkt mig at holde pokerfri i april for at søsætte nogle andre projekter, så det kommer til at passe fint med at give den gas i maj.”
Kan have positiv indflydelse på spillet
Den tidligere DM-vinder forudser faktisk, at staking-dealen kan have en positiv effekt på hans spil, og at vi måske kommer til at se en mere afdæmpet ’Jungleras’ end vi er vant til.
”Dem som har købt en andel ved selvfølgelig godt, at det er en vild hest de har fået sig. Og jeg kommer heller ikke til at ændre på mit spil, men til gengæld så kan jeg arbejde med nogle af mine leaks, såsom manglende fokus,” siger ’Jungleras og tilføjer, ”Jeg skylder jo lidt fra DM, hvor jeg blev bubbleboy.”
Det program Jungleras har udset sig til SCOOP
Første søndag: 2 gange 215$ holdem events, den ene vist 6-handed
Onsdag: 215$ superknockout
Torsdag: 215 PLO HU samt 215 6-max Turbo
Søndag: to gange 215$
Mandag: 109 mixed, 215 4-max og gerne/evt. 309 courchevel (uden at jeg har prøvet det :D)
Onsdag: 215 knockout samt 215 NL omaha hi/lo som vel sammen med couchevel er dem der bedst kan sløjfes.
Søndag: 215 og 1050 ME
”Specielt de shorthandede turneringer ser jeg frem til. Hvis man i en 4 Max- eller en 6 Max-turnering kan få fat i nogle chips til at begynde med, så kan man virkelig udnytte sin stack. Og ellers er Main Event naturligvis et højdepunkt.”