Pokerkarrieren slut på trods af DM-deltagelse

DM i poker får alligevel deltagelse af den forsvarende danmarksmester, Rasmus ’Jungleras’ Nielsen, som ellers havde gjort klart, at han ville indstille karrieren, hvis ikke han cashede ved WSOP Main Event – en ting, der som bekendt ikke lykkedes. Brugere af debatforumet Pokernet.dk har imidlertid samlet sammen til et buy in til DM, så den forsvarende mester kan få en 50/50 deal.

Men karriereren er slut. Det gjorde ’Jungleras’ klart, da Slowplay.dk for et par dage siden fik muligheden for at stille ham en række spørgsmål.

Er det helt slut, Rasmus?

“Ja, det er planen.”

Hvorfor?

“Ganske enkelt fordi jeg igennem en længere periode ikke har kunnet slå de spil, jeg ønsker at kunne slå. Og de spil jeg kan slå, harmonerer ikke med mit familieliv/mine ambitioner.”

Men vi kan ikke komme uden om, at du er en af de mest succesfulde danske turneringsspillere igennem de seneste år? Hvordan hænger det sammen?

“Nu er det efterhånden længe siden, jeg rensede af i livetours. Før DM havde jeg et streak på halvandet år i træk uden et eneste live cash, men til gengæld masser af turneringer, rejseudgifter og meget mere på programmet.”

Det er ikke engang et år siden, at du vandt DM, så hvordan kan det allerede være slut nu?

“Jeg har altid haft en ‘forholdsvis’ lille bankroll, da jeg har hevet ud til privaten løbende. Det skete også sidste år. Og så holder den slags gevinster altså ikke så længe igen, når man spiller semi-højt på nettet og ikke slår spillet/løber dårligt.”

Hvorfor passer børn/kæreste og livet som turneringsspiller ikke sammen?

“Det gør det helt sikkert for mange. Men med to små blebørn og en studerende kone har det ikke harmoneret for os og vi ønsker derfor at prøve noget andet nu. Det er alle de små ting. Hvis jeg skal sove længe hele ugen har min kone alle morgener med to børn, selvom hun også selv skal være på studie kl 8 osv. Når jeg starter om aftenen er børnene tit ikke lagt endnu, så det vil igen være hendes ansvar alene. Og så videre og så videre.”

Hvad så nu?

“Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden skal bringe, men håber jeg snart finder noget spændende at rive i – hvis jeg gør det vender jeg helt sikkert ikke tilbage til pokeren på samme måde som tidligere. Men jeg ved jeg ærligt talt ikke, hvad jeg skal nu – skal sondere terrænet og forhåbentlig finde noget spændende. Jeg har ingen konkrete planer.”