Poker Night in America – nyt pokershow med premiere i 2014
Mange pokerfans sukker dybt og tænker tilbage på det gode gamle dage, når man nævner pokershows som “Highstakes Poker” og “Poker After Dark”. De voldsomt populære pokershows har været savnet siden Black Friday slog ned på poker i USA, og dermed gjorde det uinteressant for online pokersites at sponsorere disse shows.
Men nu ser det ud til, at der igen sker lidt på TV-fronten set med pokerbriller. Et nyt lovende pokershow er nemlig under opsejling med titlen “Poker Night in America”, og hvis alt går efter planen, skal det nye show rulle over de amerikanske tv-skærme for første gang i 2014.
Læs også: Eli Elezra giver hint om ny omgang High Stakes Poker
“Den ene uge vil du kunne følge berømtheder spille et homegame i et Hollywood-palæ, i den næste uge måske et highstakes cash game og ugen efter en stor pokerturnering fra et amerikansk kasino”, sagde Todd Anderson, som er manden bag Poker Night in America.
“Vi vil filme de største og bedste poker events, og bringe dem ud til seerne på en ny og frisk måde, som gør showet mere interessant for den gennemsnitlige seer . Vi tror, verden er klar til at se poker på en helt ny måde”, sagde Anderson som er en mand der ved en ting eller to om at producere kvalitets-tv. Han er medskaber af Heartland Poker Tour, som hver uge kan ses på tv i mere end 100 millioner amerikanske hjem.
Det første event som bliver filmet til “Poker Night in America” bliver Empire State Poker Classic Main Event, som afvikles fra d. 10 august på Turning Store Casino i Verona, NY. Turneringen har et buy-in på $1.650 og en garanteret præmiepulje på $500.000.
Du kan se mere på Poker Night in Americas officielle hjemmeside.