Overvældende respons

Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak for den fuldstændig fantastiske respons, vi har fået i løbet af bare fire dage. Det er virkelig overvældende.

Jeg er helt oppe at køre over, at pokerklubberne har taget så godt imod pnn.dk, og det er bare alt for fedt at se, at syv klubber allerede skriver deres egne nyheder, poster deres egne billeder, spotter for nye turneringer og meget, meget mere.

Men jeg vil gerne have alle de danske pokerklubber med licensen i orden med på vognen. Stod det til mig var der hver eneste dag heftig kamp om pladsen i ’nyt fra pokerklubberne-boksen’ på Slowplays forside. Jeg tror, at det er sådan, det bliver, og min kæreste siger, ’at nu må jeg da også lige have lidt tålmodighed.’ Og det har hun sikkert ret i, men tålmodighed er bare dødkedeligt.

Så kære klubber, kom med på vognen. Giv Sune Holst eller mig selv et kald eller en mail, og så får vi jer i gang lige med det samme. Kvit og frit – helt uden om journalister, salgsfolk og andre forstyrrende elementer. Nu og for altid.

Et hurtigt kina-fif

Vi har selvfølgelig haft vildt travlt, og det er bare fedt. Ulempen ved det travle program er, at jeg ikke har fået spillet lige så meget kinapoker med Sune Holst, som jeg godt kunne tænke mig. I gamle dage afgjorde vi alt med et spil kinapoker, og vi tog også tit lige en hånd eller ti til blokken.

Sunes kinapoker-spil har mange og store mangler. Jeg behøver ikke at være bange for at afsløre for meget, for han læser stensikkert ikke denne blog. Men nu skal I høre et par fif til, hvordan I kan vride lidt skillinger ud ham, når I møder ham et eller andet sted derude. Og bare rolig, han siger aldrig nej til et spil kinapoker.

I de første 15-20 hænder spiller han faktisk fint. Han skruer sine hænder sammen meget ABC-agtigt, men så begynder det at gå galt. Nu begynder han nemlig at se ’tendenser’ i sin modstanders spil, og det får ham til at tænke hårdt og længe. Ofte vil han sidde med et forpint udtryk og mumle noget i stil med:

”Du har GARANTERET esser i toppen. Eller KAN du virkelig finde på at…”

Han får lagt sin hånd ned, kortene bliver vendt, og nu vil man ofte høre et udbrud i stil med:

”Argh, så skulle jeg jo alligevel have spillet den, som jeg først ville. Det var KUN fordi at…”

Så pøj pøj med det. I kan altid takke mig senere.