Ny pokerklub blænder op med freeroll

Selv om pokerklubberne rundt om i landet har det hårdt under en lovgivning, som mange finder for restriktiv, er der stadig ildsjæle, der har mod på at starte nye op. Seneste skud på stammen ligger i Viborg, hvor Tore Johnson ønsker at skabe et sted, hvor pokerspillere kan mødes med det sociale aspekt i højsædet.

Den 23. september åbner Viborg Poker Klub med gratis turnering, hvor deltagerne har mulighed for at vinde præmier sponseret af butikker og det øvrige erhvervsliv i lokalområdet.

”Jeg glæder mig helt vildt til vi åbner. Jeg har i et halvt år brugt masser af energi på at få det her op at stå,” fortæller den forventningsfulde klubformand på en dag, hvor lokalpressen også har været forbi for at knipse billeder og stille spørgsmål.

Tore Johnson siger, at det at være pokerspiller ofte er noget foregår hjemme foran computerskærmen, hvorfor han syntes, at der var et behov for et sted, hvor spillerne kunne mødes omkring deres fælles hobby. Et sted, hvor det sociale aspekt og den fælles interesse skal være de vigtigste grunde til at møde op. Da Skive Pokerklub for nogen tid siden måtte dreje nøglen om, var der ikke længere et sådant sted inden for rimelig afstand.

Måtte sige nej til 35.000 kroners kaffemaskine

”Vi har fået enormt meget støtte fra erhvervslivet i området og har blandt andet fået tilbudt en kaffemaskine til 35.000 kroner, men den blev vi desværre nødt til at takke nej til, da vi ikke havde råd til at få den installeret. Derudover har Bo Andersen fra Dansk Pokerforbund været til rigtig stor hjælp i forbindelse med at søge licens og andre praktiske ting, ligesom Mermaid Poker også skal have stor tak, siger Tore Johnson.

Du kan finde Viborg Poker Klub under vores sektion Pokerklubber. Her finder du kontaktoplysninger, ligesom du kan se den pressemeddelelse de har skrevet i forbindelse med deres åbning.