Nu starter der en ny pokerklub i Viborg

Viborg Poker Klub er beliggende i Tinghallen ved Bowling og golfcenteret.

Tore Johnson, Initiativtager til pokerklubben, fortæller, at han fik ideen, da Skive Poker Klub lukkede, og han så behovet for et samlingssted for pokerinteresserede og personer, der gerne ville lære at spille poker her i Viborg.

Efter en måneds hårdt arbejde og positiv dialog med kommunen, sponsorer og dansk poker forbund er klubben nu blevet en realitet og vil blive sparket i gang med en stor gratis turnering.

”Vi har mødt utrolig meget velvilje, blandt andet forskellige sponsorer, der har hjulpet med gaver, og vi har indgået en generøs aftale med Bowling og Golfcenteret i Tinghallen om brug af et passende lokale til klubbens aktiviteter” siger Tore Johnson.

Klubben har allerede fået en hjemmeside på http://www.viPoker.dk, hvor indmeldelse kan finde sted. Klubben glæder sig meget til at møde alle interesserede til den første gratis turnering, der bliver afholdt den 23. september 2011.