Nu er det her: Se sommerens WSOP program
Der er stadig tre-en-halv måned til starten går på årets World Series of Poker i Las Vegas, men da folk jo skal have tid til at planlægge flybilletter, hotelophold og hvilke events der skal have et skud i år, er WSOP selvfølgelig som altid tidligt ude med programmet over sommerens events.
Det netop offentliggjorte program afslører, at der i år vil være 65 WSOP events på Rio All-Suite Hotel and Casino i Las Vegas, og starten går d. 27 maj, når WSOP sparkes i gang med et $500 NL Hold’em event for kasinoansatte i Syndens By.
Herefter er der nærmest frit valg på alle hylder for spillerne, som har en bred vifte af events at vælge imellem, når de skal stykke årets WSOP-program sammen.
Ét af det helt store events bliver med sikkerhed Event #8: Millionaire Maker, som er et $1500 NL Hold’em event med to startdage, og som garanterer vinderen mindst $1 mio. Turneringen – som starter d. 31 maj – bliver et re-entry event, så spillere der elimineres på Dag 1A får muligheden for at købe sig ind igen på Dag 1B.
I 2013 – hvor turneringen kørte for første gang – skabte Millionaire Maker kaotiske tilstande på og omkring Rio All-Suite Hotel and Casino, da interessen for turneringen var så stor, at der blev sat ny deltagerrekord for et WSOP event som ikke er Main Event.
Læs også: Millionaire Maker sætter WSOP rekord: – The Rio er et galehus!
Turneringen blev i øvrigt vundet af David Chen, som fik tæt på $1.2 mio. for sejren i den kæmpemæssige turnering.
Event #46: The Poker Players Championship er altid et af højdepunkterne under WSOP, og det bliver det med garanti også i år. Starten går d. 22 juni, og her er der kun plads til spillere, som for det første har en solid bankroll da turneringen koster $50.000 at spille med i, men derudover stilles der også krav til, at spillerne har styr på lidt mere end bare NL Hold’em.

I 2013 var det Matthew Ashton, som tog sejren, $1.77 mio. og Chip Reese-trofæet i Poker Players Championship.
I Poker Players Championship skiftes der nemlig mellem Limit Hold’em, Omaha Hi-Low Split-8 or Better, Seven Card Razz, Seven Card Stud, Seven Card Stud Hi-Low Split-8 or Better, No-Limit Hold’em, Pot-Limit Omaha og 2-7 Triple Draw Lowball.
Med den pokerekspertise der kræves for at stryge til tops i dette event, er det ikke noget under at det betragtes som det næstmest prestigefyldte event at vinde – lige efter Main Event, naturligvis.
Et andet event som man må forvente bliver et af de helt store trækplastre til sommer, er Event #51: $1500 NL Hold’em MONSTER STACK, hvor spillerne starter med 15.000 chips. Turneringen starter d. 26 juni og er skemalagt til at strække sig over 4-dage.
D. 29 juni starter The Big One for One Drop med det vanvittige $1.000.000 store buy-in, som bliver et 3-dages event, og når “The Big One” er overstået, går starten på The Little One for One Drop som har et buy-in på mere beskedne $1111. Til gengæld får spillerne her muligheden for ubegrænsede re-entries i løbet af de første fire levels.
Den helt store kioskbasker – 2014 WSOP Main Event – starter i år d. 5 juli og har i alt tre startdage. I år vil være første gang i WSOPs historie, at man garanterer en førstepræmie på svimlende $10 millioner, men prisen for deltagelse er den samme som altid, nemlig $10.000.
Læs også: Årets verdensmester får minimum 10 millioner dollars
Som altid byder WSOP programmet på turneringer i alverdens formater og med buy-ins i alle størrelser, og sommerens WSOP-spillere kan foruden de obligatoriske NL Hold’em- og Pot Limit Omaha-events frit vælge mellem turneringer i varianter som Razz, Seven Card Stud, Mix Max, Dealers Choice 6-max, H.O.R.S.E. og mange, mange flere.