NFL-spiller fyret efter slagsmål om gambling-gæld

NFL linebackeren Ikemefuna Chinedum Enemkpali, også kaldet IK Enemkpali, er blevet fyret fra sit hold New York Jets. Det skete efter han mandag aften stak holdkammerat og quarterback Geno Smith en lige højre, da de var kommet op at toppes i omklædningsrummet efter træning. Det slagsmål kom linebackeren tilsyneladende ud som vinder af, da han brækkede Smiths kæbe, men med fadæsen fulgte også en pressekonference tirsdag, hvor Jets gjorde det klart, at Enemkpali ikke længere var velkommen i klubben.

Enemkpali blev valgt i sjette runde af draften i 2014, og han formåede aldrig at etablere sig som en profil hos New York Jets på trods af en ellers fin collegekarriere. NFL-eksperterne på Rotoreviewer forventer da heller ikke, at tabet af linebackeren med det lange navn for alvor vil få negative konsekvenser for det grøn-hvide New York-mandskab.

Ud over forklaringen “interne stridigheder” fik offentligheden ingen svar på, hvad der kunne være ført til det voldsomme sammenstød mellem de to venner, men nu mener flere medier – heriblandt NJ.com – at vide, at slåskampen var et resultat af ubetalt gamblinggæld. For eksempel skriver den tidligere Jets-kicker, Jay Feely, på sin twitter-konto, at “Træningslejrens kortspil kræver endnu et offer”. Hvor mange penge der helt specifikt var tale om, er endnu uvist, men forlydender går på bare $600 – en brøkdel af en gennemsnitlig NFL-spillers årsløn.

Selvom begge spillere har indrømmet at have taget del i slagsmålet, så blev det altså skæbnesvangert for Enemkpali at have fået det første slag ind. På trods af, han tirsdag var ude med en officiel undskyldning, så blev han altså øjeblikkeligt opsagt fra New York Jets. Til gengæld blev han her til morgen dansk tid signet af rival-klubben Buffalo Bills, der nu kan se frem til at få glæde af den skrappe (og hårdtslående) linebacker i indeværende sæsson.