Moneymaker til wannabe pros: – Don’t do it!
Chris Moneymaker er – for gud ved hvilken gang – blevet placeret i interview-stolen denne sommer, og denne gang er det CalvinAyre.com som stiller spørgsmålene til Mr. Poker Boom himself.
Et klassisk interview med Moneymaker omhandler som oftest WSOP Main Event sejren for 10 år siden, og det gør det selvfølgelig også denne gang. Intet nyt under solen der. Efter at have forklaret at sejren kun overgås af konens fødsel af de små Moneymakers, fortæller Moneymaker dog også lidt om hvad han fortryder mest i kølvandet på verdensmestertitlen for et årti siden:
“Der er én ting jeg fortryder efter min sejr. Jeg var heldig i og med jeg havde den der tidlige succes, og på det tidspunkt tænkte jeg: Det her spil er let. Jeg har luret det. Jeg behøver ikke arbejde med mit spil. På det tidspunkt var jeg en udmærket spiller, men spillet udviklede sig hurtigt, og den tidlige succes gjorde, at jeg ikke arbejdede med mit spil, og jeg sakkede bagud”, forklarer Moneymaker om tiden efter den store triumf.
Læs også: Moneymaker: – Den dårligst spillede hånd i 10 år
En ambassadør for poker
Siden da har det skortet gevaldigt med store resultater fra Moneymakers side, og han høster da heller ikke ligefrem anerkendelse for sine evner fra etablerede poker pro’er nu om dage. Sejren – og titlen som eks-verdensmester i poker – kan man dog ikke tage fra Moneymaker, og ret skal være ret – han har været en fortræffelig ambassadør for poker.
Det er svært at pege på én anden mand i historien, som har betydet mere for udbredelsen af poker på globalt plan end Chris Moneymaker.
Bevares, man kan pege på folk som Benny Binion, Doyle Brunson og Isai Scheinberg og med rette sige, at de har været individer, som har haft stor indflydelse på pokerens udbredelse, men Chris Moneymaker er om nogen personificeringen af elementet af held i poker, og dermed også det levende bevis på at alle – og vi mener alle – har chancen for at blive en stor vinder i dette fantastiske kortspil.
Læs også: Moneymaker: – Det er stadig muligt for en amatør at vinde Main Event
Man skal æde poker
Som den gode ambassadør Moneymaker har været – og stadig er – for poker som helhed, tager han sig også altid tid til at snakke med fans og presse, når der er behov for det. Og når unge spillere kommer til Moneymaker for at få gode råd, er han heller ikke bange for at dele lidt ud af visdommen:
“Poker er et fantastisk spil. Og til folk der kommer til mig og siger: ‘Jeg vil gerne være pokerspiller, hvilket råd kan du give mig?’ siger jeg: – Lad vær!”, siger Moneymaker og uddyber:
“Jeg siger til alle som vil være en del af dette spil: Nyd det for sjovt som et underholdende spil. Betragt det som en hobby, og hav altid en back up plan. Som jeg siger til folk: Hvis du vil gøre det her på fuld tid, skal du for det første elske det. Du er nødt til at leve, æde og ånde poker. Og ud over dét, skal du også vide at du vil lave det her om 10 år. Når du er 21 år er det cool og sjovt, men når du er 31 år og du skal til at starte familie, er det helt anderledes. Du er nødt til at planlægge din fremtid, og det har jeg ikke altid selv gjort, men nu er jeg – forhåbentligt – blevet både ældre og klogere”, siger Moneymaker i interviewet, som du kan se her.