Mizrachi-brødrene topper i Players Championship – Isildur1 og Brunson også godt med

Næst efter Main Event og One Drop, så er der ingen tvivl om, at $50.000 Players Championship er den turnering, som de tunge drenge helst vil vinde. Udover en førstepræmie på $1.451.527 følger der nemlig også en pæn portion prestige med.

I nat dansk tid blev Dag 2 spillet og i modsætning til en stille førstedag, hvor kun én spiller blev sendt på railen, så var der anderledes gang i den i løbet af de fire levels. 45 spillere blev sorteret fra, og desværre var en af dem den eneste dansker i feltet, Gus Hansen.

Læs også: Ivey sendte Gus på porten

Chipleader inden Dag 3 er Andy Bloch, der er på vej mod et flot WSOP. Amerikaneren vandt Event #7 ($1.500 Seven Card Stud) i sidste måned, mens han også havde et dybt run i en anden Seven Card Stud-turnering.

Med i toppen finder vi også to gange Mizrachi. Michael ‘The Grinder’ Mizrachi ligger således med 563.100 chips placeret på en fjerdeplads, mens Robert Mizrachi ikke er langt bagefter. Han ligger nummer seks med 500.200 chips.

Derudover er Doyle Brunson og Viktor ‘Isildur1’ Blom – som to symboler på hver deres æra i pokerhistorien – ganske fint med i turneringen.

Viktor Blom er nummer 18 med 358.000, mens Doyle Brunson på en 25.plads sidder klar med 285.000, når spillet genoptages i aften dansk tid.

Top 10
1 Andy Bloch 687,000
2 Abe Mosseri 633,100
3 John Monnette 572,200
4 Michael Mizrachi 563,100
5 Joe Cassidy 542,300
6 Robert Mizrachi 500,200
7 Daniel Alaei 488,700
8 Jon Spinks 473,000
9 Dan Shak 461,400
10 John Hennigan 460,300