Mike Sexton: – $111.111 One Drop er langt hårdere end sidste års $1.000.000 One Drop

Mike Sexton fik lige akkurat klemt sig ind i skillingerne i 2012’s The Big One For One Drop – turneringen med det famøse buy-in på en million US Dollars. Mike Sexton fik $1,1 million for sin niendeplads, og den slags småbeløb var ikke noget, som Sextons ven og backer, der havde skaffet ham ind i turneringen var interesseret i, så angiveligt fik Mike Sexton lov til at beholde det ‘lille’ cash for sig selv.

Så i år er der i den grad råd til at spille $111.111 One Drop High Roller for den efterhånden 65-årige Mike Sexton, og det gør han så. Mike Sexton er videre til dag 2 med 230.000 – en del under average på 461.000  – og Sexton mener, at konkurrencen i årets udgave af One Drop er langt hårdere end sidste års monster af en turnering.

“Sidste år var det jo tæt på 50 procent af feltet, der var forretningsmænd. Det var dem, der havde råd til at lægge den slags penge (20 af ud af 48 spillere, der deltog i $1.000.000 One Drop var ‘amatører’, red.). I år er det anderledes. Mange unge spillere har solgt andele og byttet andele i hinanden for at være med, og de unge spillere er virkelig gode. Der er virkelig ikke mange soft spots i år, og procentfordelingen af professionelle pokerspillere er jo også meget højere end den var sidste år. Det kan man tydeligt mærke,” siger Mike Sexton til Bluff Magazine.

Læs også: Mike og Vince: Gus var et mirakel for World Poker Tour

Mike Sexton er i øvrigt godt oppe at køre over sin deltagelse i årets One Drop.

“Man kan godt mærke, at det er en turnering med et stort buy-in. Dit hjerte banker lidt hurtigere, blodet bruser lidt mere. Det er virkelig en sjov turnering at spille. Jeg var heldig at gå i pengene sidste år, og forhåbentlig kan jeg gøre det igen,” siger Mike Sexton.