Micro Millions: Dobbelt dansk finalebord i Event #45

Vi mangler endnu den første danske sejr i den femte udgave af Micro Millions, men i det mindste bliver de danske spillere ved med at spille sig frem til chancerne.

I går var der endda hele to skud i bøssen, da både ‘bottos’ og ‘Goatnapper1’ spillede sig på finalebordet i Event #45 ($1+R NLHE 3x-Turbo).

Med en stack på under to big blinds skubbede ‘Goatnapper1’ imidlertid J♠T♦ til midten med otte mand tilbage, men måtte se sig voldsomt domineret, da han blev kaldt op af en modstander med AJ♣ på hånden. Styrkeforholdet de to hænder imellem blev desværre ikke forrykket på boardet, og så måtte danskere lade sig nøjes med $1.354 for ottendepladsen. 

‘bottos’ røg fire pladser senere, da han åbenskubbede 22♠ for 13 big blinds, men blev kaldt af den senere vinder ‘Mh.Thioska’s A9♣. Floppet bragte en nier, og da både turn og river var blanke, så kunne det ikke blive til mere end en fjerdeplads og $5.736. Det må dog også alt andet lige siges at være et fornemt afkast i en $1-turneringen.

Sådan endte det
1. Mh.Thioska (Brazil) — $14,512.49*
2. Dione0709 (Brazil) — $11,687.59*
3. EvilChris321 (United Kingdom) — $7,170.05
4. bottos (Denmark) — $5,736.04
5. gert2110 (Estonia) — $4,302.03
6. ILLBURYOU (Canada) — $2,868.02
7. proff113 (Estonia) — $1,991.68
8. Goatnapper1 (Denmark) — $1,354.34
9. Pastafari555 (Germany) — $796.67