Mickey vil have EPT-bets ud på sig selv
Det er over to år siden, at Mickey Petersen sikrede sig pokalen, sejren og de medfølgende to en halv million kroner i EPT København.
I slutningen af denne måned jagter han karrierens anden EPT-sejr, når han stiller op i EPT Barcelona, og for at få lidt ekstra motivation skudt ind i systemet, så har han på twitter inviteret til, at folk kan stikke ud mod ham i årets EPT Player of The Year-konkurrence.
“Looking to make some small bets for EPT poy next season for fun and extra motivation in 300$-1k range. Me vs player of your choice, dm me :),” skriver han på det sociale medie.
PNN.dk fangede Mickey Petersen for at få uddybet baggrunden for udfordringen og han forklarer, at det skam ikke er fordi, at EPT-førstepræmier i millionstørrelsen ikke er nok i sig selv.
“Altså for EPTs leaderboard tæller alle deres sideturneringer med buy-ins på over 1000€/$/£ faktisk med, så det handler ikke kun om at spille main eventen men også om at kunne sidde og hakke sideturneringerne efter man har bustet.”
“Så det er mere et bet om at have disciplin til at stille op og spille godt i så mange sideturneringer som muligt under EPTen og ikke fordi jeg tror jeg er den bedste, er også et par stykker som jeg har sagt nej tak til.”
“Det er sådan med pokerspillere (mig selv ingen undtagelse) at de ALTID er topmotiverede, når en ny sæson/serie/år starter og beslutter sig for at nu skal der bare grindes igennem og så ofte taber pusten og bliver sløve igen halvvejs igennem forløbet, har fået et par bets ud mod folk af den type,” fortæller Mickey Petersen.