MadsMP: – Jeg vil virkeligt gerne etablere mig på de højeste stakes
PocketFives.com har fået øjnene op for vores evne til at producere kvalitetspokerspillere i lille Danmark, og i den forbindelse har sitets skribenter kastet sig ud i en række interviews med nogle af de danskere, som gang på gang hiver pæne resultater i land i online turneringerne.
Sidst var det Mikael Viuff Hansen som var en tur i interviewmaskinen hos PocketFives (det interview kan du læse mere om her), og denne gang er turen så kommet til Mads “MadsMP” Pedersen, som fornyligt hev sin første PocketFives Triple Crown i land.
En Triple Crown er et imaginært trofæ som tildeles spillere der vinder tre turneringer med mindst 100 spillere og $10.000 i præmiepuljen på tre forskellige pokersites indenfor en 7-dages periode.
Det gjorde “MadsMP” da han binkede PokerStars’ The Big $11, iPokers Super Tuesday og PartyPokers $25.000 GTD Rebuy indenfor seks dage, og de to første sejre kom i hus på samme aften, hvilket indbragte i alt ca. 135.000 danske kroner.
Læs også: “MadsMP” vinder The Big $11 og Super Tuesday
“Jeg har det fantastisk. Jeg har aldrig haft det bedre pokermæssigt. Jeg har været tæt på at få en af dem før, så det føles godt at endelig komme dertil”, sagde Mads Pedersen om det nye badge på sin profilside.
Om sejren i The Big $11 som indbragte Mads $14.864 siger han:
“The Big $11 var faktisk ret lige-ud-af-landevejen for at være ærlig. Jeg single-tablede den fra da der var omkring 50 spillere tilbage. Det er altid sjovt at gå dybt i en af “The Bigs” på PokerStars. Jeg kan ikke huske om der var nogle store suckouts, men det kræver selvfølgelig at man løber godt. Det sagt, så connectede jeg virkelig godt postflop og da jeg først havde en stor stack, cruisede jeg bare”.
Anderledes svært var det iflg. Mads at få sejren i hus i Super Tuesday.
“Super Tuesday på iPoker er en meget sværere turnering at komme igennem, men jeg synes strukturen i den passer godt til mig. Jeg har spillet den tæt på hver tirsdag i de sidste tre eller fire måneder”, siger Mads og fortsætter:
“Turneringer med den slags buy-ins (€75, red.) er som regel dybere, hvilket giver mig muligheden for at spille mere postflop, hvor jeg føler jeg måske har en edge over en del eller det meste af feltet. De fleste pokerspillere tror dog sikkert de har en edge, ellers ville de ikke spille”.
Når snakken går på hvad de mange store turneringsgevinster skal bruges til, er “MadsMP” klar i spyttet. De skal bruges på at etablere sig på de højeste stakes, afslører han.
“Jeg vil bygge en større bankroll og rykke op. Jeg vil måske deltage i nogle EPT’ere i fremtiden, men jeg er ikke sikker på det endnu. Jeg spiller backed i øjeblikket, så det er delvist op til min backer. Lige nu spiller jeg mid- til highstakes spil, og jeg vil virkeligt gerne etablere mig på de højeste stakes online, så det er dét jeg prøver på at gøre”.
Indtil videre lader det til at gå ganske fornuftigt for Mads Pedersen, som iflg. PocketFives’ regnskaber har cashet for $839.000 i online turneringer i karrieren.