Lasses Main Event (del 1): – Jeg har aldrig spillet bedre
Kalenderen siger forår, og mange er begyndt at se frem mod næste udgave af World Series Of Poker. Måske det netop derfor er ved at være tid til at se tilbage på World Series Of Poker 2012.
World Series Of Poker er ensbetydende med masser af turneringer, masser af bracelets, masser af skillinger. Men når fedtet er skåret fra bøffen, handler World Series først og fremmest om Main Event. Verdensmesterskabet i poker. The Big One.
Bedste dansker i 2012 blev Lasse Bjørnestad Sørensen. Lasse – en af Gus Hansens 18 heste i turneringen – sluttede som nummer 115 ud af 6.598 spillere. Dag 5 blev endestationen og checken lød på $52.718. Det er de tørre facts, men dem ligger en fed historie – fortalt af Lasse selv.
I dag, på fredag og på lørdag får du historien om Lasses Main Event. Dette er første afsnit.
Læs også: Exit Lasse Sørensen – Main Event nu uden danskere
Jeg har aldrig spillet bedre
Lasse Bjørnestad Sørensen lignede under Main Event en mand, der mente business. Han lignede en mand i zonen. Han lignede på en eller anden udefinerbar måde en mand, der kunne gå hele vejen.
Jeg syntes jo hele tiden – og det skrev jeg også flere gange undervejs – at du lignede en mand i zonen. Er du enig i den betragtning?
“Jeg har spillet poker i en del år, og har siden 2010 levet af at spille det, og jeg har aldrig i mit liv spillet så god poker, som jeg gjorde under Main Event. Jeg ved ikke om det var fordi, jeg ikke havde noget at tabe eller hvad det var. Jeg var bare meget komfortabel ved bordet – også selv om jeg spillede mod stjerner som Negreanu, Selbst med flere,” siger Lasse til PNN.dk.
Hvordan kom det til udtryk..? hvad vil det sige, at du spillede dit livs bedste poker?
“Det vil sige, at mine observationer, mine reads, folds, bluffs for det meste sad lige i skabet. Men mest af alt, så håndterede jeg mit stressniveau. Når man er ny spiller på live scenen, så kan man godt have kamphøj puls, svede vildt, mens hjertet bare hamrer derudaf. Alt det fik jeg kontrol over efter den første dag og derfra kørte det bare på skinner.”
Læs også: Lasse Sørensen kyler Sasuke på porten – set over set
Det er jo møg-liret
Lasse Bjørnestad Sørensen har i det trekvarte år, der er gået siden Main Event 2012, naturligvis tænkt tilbage på sit dybe run i turneringen over dem alle. Så er spørgsmålet bare – tænker han tilbage på turneringen med en følelse af glæde eller skuffelse?
“Det var en superfed oplevelse og atmosfære omkring turneringen og RIO (hotellet hvor WSOP afvikles, red.) i sig selv. Selv om jeg havde spillet et par mindre 1.500 dollars-events, så er Main Event bare noget helt andet end alle andre events. Man kunne mærke på folk og de andre danske spillere, at ‘nu er det nu’.”
Hvilken følelse er den dominerende, når du husker tilbage – glæde eller skuffelse?
“Klart glæde! Det var oplevelsen i sig selv, der var vigtigst for mig i starten. Når man så kan skimte et finalebord i ‘verdens’ største tour, så bliver jeg selvfølgelig skuffet, når jeg ryger ud. Men i det store hele tænker jeg helt klart tilbage med glæde. Det er jo møg-liret” siger Lasse.
…
I anden del af historien kan du læse blandt andet læse hvordan Gus Hansen reagerede, da hans hest sluttede som turneringens bedste dansker. Den historie får du på fredag.