LANGT om længe: Ravnsbæk klar til WSOP 2013
Sejrs-Simon. Rense-Ravnsbæk. Ministeren af det hele. Tidligere danmarksmester. Vil vi i fremtiden også kunne kalde ham verdensmester?
Hvis Simon Ravnsbæk skal være verdensmester kræver det, at han stiller op i VM. Det gjorde han ikke i år, selv om vi herfra gjorde alt, hvad vi kunne for at få Danmarks (allerede dengang) varmeste mand med til VM i poker.
Læs også: Mange danske top-profiler kølige over for WSOP
Og: Brink stikker til Ravnsbæk: Jeg tror på mig selv!
Det lykkedes ikke, Ministeren var ikke til hverken at hugge eller stikke i. Men siden da har lægerne jo fundet ud af, at der løber flydende lava i hans blodårer, og at det derfor tyder på, at han bare vil blive ved med at være skoldhed. Og det gør jo altså en forskel.
Sikke et år for Simon Ravnsbæk. Forbløffende, det er hvad, det er. Sejr på sejr på sejr – både online og live. Succesen er nu så stor, at Simon Ravnsbæk over for pnn.dk allerede nu melder sig klar til World Series Of Poker 2013. Næsten i hvert fald.
Klarmeldingen kommer i forbindelse med, at pnn.dk hænger uhjælpeligt fast i fortidens lumre dynd, og fastholder:
Du skulle have taget til WSOP. Det kunne umuligt være gået galt.
Simon svarer:
“Jeg tager revanche næste år. I promise.”
Vi hugger til som en slange:
Gør du det? Lover du?
“Ha ha. Altså…’lover’ er jo et stort ord. Men der skal gå meget galt, hvis jeg ikke ender i Vegas i 2013.”
Altså lidt af et scoop her på en tirsdag i december måned, så hvorfor ikke prøve at række ud efter et mere:
Du kan jo begynde at skrabe ind til one drop 2014? Er sikker på, at du kan sælge de dele, som du vil af med..?
“Skal vist lige ha’ lavet en aftale med skattefar, inden det bliver aktuelt!,” lyder det fornøjede svar.
Men måske frøet nu er plantet..?
Stort tillykke med et mageløst 2012 herfra til Simon Ravnsbæk, helt klart årets danske pokerspiller i vores bog.