Ladbrokes drosler ned på det danske marked
Ladbrokes var det første udenlandske spilleselskab som i Danmark fik SKAT’s ord for, at gevinster vundet hos denne udbyder var at betragte som skattefrie. Sidenhen fulgte en lang række andre udbydere, som fik konstateret at kundernes gevinster var skattefrie, fordi selskabet havde en spillelicens indenfor EU – typisk på Malta.
Ladbrokes var derfor naturligvis også en af de første udbydere til at søge om dansk licens hos Spillemyndigheden, da Danmark fik en ny spillelovgivning d. 1/1-2012.
Den licens fik Ladbrokes hurtigt, men på trods af åbenlyse interesser i det danske marked, har man dog ikke formået at vinde de danske spilleres gunst, og nu drosler Ladbrokes ned for sit engagement i Danmark. Det sker ved at selskabet onsdag valgte at fyre sine 4 danske medarbejdere. Det skriver EB.dk i dag.
Beholder sin danske licens
Ladbrokes beholder sin danske licens, og det er derfor stadig skattefrit og fuldt ud lovligt at spille poker og andre spil hos Ladbrokes. Men selskabets hovedfokus vil være på det britiske marked, og alle andre markeder vil fremover blive styret fra Ladbrokes’ kontorer i Israel.
“Vi fik nyheden i går, at vi var blevet opsagt. Nogle af os fik buddet om at komme med til Israel, men det har ingen af os taget imod”, fortæller Ladbrokes’ nu forhenværende Product Manager i Danmark Frederik Skov til Ekstrabladet.
Ladbrokes planer var ellers store i Danmark forud for den nye spillelovgivning trådte i kraft i 2012. Selskabet gik og legede med planerne om, at opkøbe kiosker i hovedstaden og større danske provinsbyer, og lave dem om til fysiske spillebutikker, som man kender fra England – alt sammen for at tage kampen op mod Danske Spil, som den dag i dag sidder hårdt på det danske spillemarked.
Med Ladbrokes’ neddrosling i det danske marked, er det nu op til Tipico at tage kampen op mod Danske Spils fysiske butikker. Tipico åbnede tidligere på året deres første fysiske butikker i København. Læs mere om Tipicos fysiske butikker her.