Kipster klippede fåret

Amarillo Slim sagde engang:

“Du kan klippe et får 100 gange, men du kan kun flå det en gang.”

Det var en lektie, som legendariske Stu Ungar aldrig lærte – eller aldrig ville lære – men det ser ud til, at Jesper ‘Kipster’ Hougaard har forstået ideen.

Jesper Hougaard var, som vi fortalte i går, på vej til en badmintonkamp med en gammel ven, som han for flere år siden plejede at spille drabelige dyster mod. Og dem, der spekulerer over udfaldet, skal ikke snydes for historiens afslutning.

“Det var superfedt at spille mod ham igen. Jeg tabte 4-3 i sæt, men vandt det ‘afgørende’ 22-20. Det var det sæt, hvor vi spillede om, hvem der booker og betaler for bane for næste gang. Som professionel gambler ved jeg jo, hvornår jeg skal slå til,” griner Jesper Hougaard.

Så lad dette være en advarsel til alle:

Om han spiller bordtennis med en stegepande, badminton med en gammel ven eller poker med klap for øjet – han er og bliver en hustler.