Kasinoer er godt sikret mod snydekort
Pokerspillere og kortinteresserede undrer sig i disse dage over historien med de mærkede kort, der skal have været brugt på en ulovlig pokerklub.
Læs også: Chok – Mærkede kort fundet i dansk pokerklub!
Hos Casino Copenhagen, Odense og Munkebjerg tager man det helt roligt. Mærkning med UV-lak er nemlig et gammelt og velkendt trick, som kasinoerne for længst har sikret sig selv og gæsterne mod.
”Det er et gammelt trick, der handler om at mærke kort med UV-lak, der kun kan ses med særlige kontaktlinser eller briller. Det har været kendt hos kasinoerne i mange år, og vi har for længst sikret os selv og vores gæster mod det,” fortæller marketingschef Benny Bredgaard, Casino Munkebjerg Vejle.
Alle kort på kasinoerne bliver kontrolleret for bl.a. mærker, fejltryk – og selvfølgelig også for ting som UV blæk. Pengesedler bliver tjekket på samme måde, så gæster og spillere på kasinoet kan føle sig sikre.
“Vores moderselskab Casinos Austria International investerer løbende i sikkerhed, fordi netop sikkerhed og tryghed er nøgleord for kasinoer i international klasse,” tilføjer Bredgaard.
”Det er helt afgørende for os, at vores gæster kan slappe af og nyde oplevelsen. Tryghed er en af grundene til, at man vælger at spille på kasino frem for andre steder. Her kan man koncentrere sig om at spille uden at skulle bekymre sig om andet,” siger marketingschef Benny Bredgaard.
På Casino Munkebjerg Vejle er man klar til efterårets store pokerturnering Fall Tour, hvor de første kort bliver givet 16. oktober. Finalen finder sted den 20. oktober, kort efter åbner Casino Copenhagen op for dette års World Poker Tour-turnering.