Justin Bonomo: Det er et absurd beløb!

Justin Bonomo kørte EPT Grand Final €100.000 Super High Roller-finalebordet midt over, og i minutterne efter sejren virker han som en ung mand, der ganske enkelt har svært ved at forholde sig til førstepræmiens størrelse: €1,6 millioner – eller cirka 12,2 millioner kroner.

“Det er absurd. Et absurd beløb. Jeg har aldrig vundet noget, der bare minder om det beløb tidligere i min karriere. Det er helt skørt,” siger Justin Bonomo efter sejren i den turnering, der næsten udelukkende var besat af verdensstjerner. Så meget desto mere opsigtsvækkende, at Justin Bonomo faktisk mener, at sejren kom forholdsvis problemfrit i hus.

“Jeg havde et drømme-spot. Boblen var over €300.000 værd, og det er rigtigt mange penge for alle. Jeg var den eneste, der ikke risikerede at ryge på boblen, fordi jeg havde så mange chips. Det gjorde det let for mig. Jeg var reelt den eneste, der kunne tillade at spille dårlige hænder og slippe af sted med at være så aggressiv,” siger Justin Bonomo, der bliver spurgt om han har en hylde derhjemme til hans nye flotte trofæ.

Det har han så ikke – slet ikke.

“Nej, jeg har slet ikke noget hjem,” svarer han grinende.

Og uddyber:

“Jeg har rejst rundt længe og spillet online-poker.”

Nu er der i hvert fald råd til at købe en fin, lille hytte.