Jonathan Duhamel til PNN.dk: – Jeg har aldrig overvejet at stoppe med poker

Det vrimler med pokerchefer på Hilton Prague Hotel, hvor vi i dag spiller Dag 2 i EPT Main Event.

Navne som Daniel Negreanu, Vanessa Selbst, Marvin Rettenmaier, Bertrand “ElkY” Grospellier, Luca Pagano, Liv Boeree osv. sidder klar ved bordene, men vi har også en tidligere verdensmester til stede, og det er den canadiske Team PokerStars Pro Jonathan Duhamel.

Læs også: Negreanu på tilt: – Fuck om de giver mig vin og appelsiner

Da Peter Eastgate vandt WSOP Main Event trak han ret hurtigt stikket, og besluttede at stoppe med at spille poker professionelt.

PNN.dk fangede 2010-verdensmesteren – som har cashet for mere end $12 mio. i karrieren – i en af pauserne, og spurgte ham hvordan han bevarer motivationen til at fortsætte med at rejse jorden rundt og spille de største turneringer i verden, og om han nogensinde har overvejet at stoppe med at spille poker.

“Jeg elsker bare at spille poker, du ved. Poker er min lidenskab, og så længe det er en lidenskab, er det let at motivere sig til at blive ved. Jeg har egentlig aldrig overvejet at stoppe med at spille poker”, siger Duhamel og fortsætter:

“Jeg kender efterhånden også så mange mennesker på touren, så det er fedt at rejse rundt og spille de største turneringer i verden. Jeg elsker at rejse jorden rundt, jeg elsker at spille highroller turneringer og de store events, så det er helt sikkert dét som holder mig kørende”, siger Duhamel.

 

Barcelona er den fedeste by i verden

2013 er snart et overstået kapitel, og vi spurgte den canadiske globetrotter hvilket rejsemål han ser mest frem til i det nye år:

“EPT Barcelona, uden tvivl”, slår Duhamel fast og fortsætter:

“Barcelona er den fedeste by i verden, og jeg elsker at være der. PCA Bahamas er også fedt, men hvis jeg skulle vælge ét sted, ville det blive Barcelona. Spanien er et fantastisk land, og jeg elsker menneskerne og den afslappede stemning der”, siger Duhamel og han har sikkert flere Frequent Flyer Miles hos sit foretrukne luftfartselskab end de fleste andre, så han har lidt at sammenligne med.

Det er dog ikke kun EPT Barcelona som lokker Duhamel til Europa – også EPT Prag er et fast indslag i Duhamels rejsekalender, og eks-verdensmesteren fortæller til PNN.dk, at det er femte gang han spiller EPT Prag.

“Prag er også en fed by. Jeg har været ude og kigge på julemarkedet i den gamle bydel og jeg elsker atmosfæren der. Det minder mig om Montreal, hvor jeg selv er fra”, siger han.

 

Lørdag aften i Prag

I dag slutter spillet lidt tidligere end de foregående dage i EPT Main Event, og det er jo lørdag aften, så vi spurgte Duhamel hvilke planer han har for en lørdag aften i den tjekkiske hovedstad:

“Det kommer an på hvad der sker i turneringen. Jeg har 66.000 nu efter at have været nede i 16.000, så lige nu ser det godt nok ud. Hvis jeg går videre, tror jeg bare, at jeg skal have noget lækkert at spise, og så op på værelset og slappe af, så jeg er frisk til i morgen. Men hvis jeg buster… ja, hvem ved? Jeg er godt nok træt, men som du siger, så er det lørdag aften, og man ved aldrig hvad der kommer til at ske”, siger Duhamel og tager en stor slurk af sin medbragte kaffe.

duhamel_og_thomas_jensen

Jonathan Duhamel er en flink fyr som tog sig god tid til at hyggesnakke med PNN.dks udsendte i Prag.