Jeff Madsen eksploderer i front af $3k PLO – Hellmuth kylet ud
Med 36 spillere tilbage lå Jeff Madsen i den tunge ende af feltet i WSOP Event 35, $3.000 Pot-Limit Omaha, men så skete der ting og sager. Lige pludselig havde Jeff Madsen kanoneret sin stak op til 920.000 chips på et tidspunkt hvor nærmeste forfølger havde 375.000.
Helt så massiv er føringen ikke længere, men markant – det er den. 19 spillere resterer og Jeff Madsen overnatter med 922.000 i den forseglede pose. Nærmeste forfølger er Scott Clements, der har 534.000 og herfra er der igen hul ned til nummer tre, Isaac Hagerling, der har 440.000.
Læs også: Hellmuth med helt fremme i Event 35: – Hello White Magic – nice to have you back!
Phil Hellmuth var en af de spillere, der var med helt fremme med omkring 35 spillere tilbage. Begejstret kunne han fortælle, at han havde genfundet White Magic, men den hvide magi må have forladt ham igen. Phil Hellmuth blev således ekspederet ud af turneringen på en 26. plads, og den slags uretfærdigheder er selvfølgelig svære at sluge for Phil Hellmuth.
“Played what I consider to be perfect poker today and DESERVED so much better than 26th place. Lost 2 brutal pots and another 50/50 pot,” skriver Phil Hellmuth på Twitter.
Event 35 har en førstepræmie på $384.420.