INGEN kan whine – eller juble – som playmoney-spillerne
Det vil nok være nyt for mange, at Zynga Poker – mange vil kende det som Facebook-poker – har deres eget debatforum – lidt á la 2+2. Her kan Zynga Poker-spillerne diskutere om stort og småt, dele deres glæde over store sejre og ikke mindst få luft for deres frustrationer over frygtelige bad beats.
Netop 2+2 har en tråd kørende om nogle af de bedste indlæg fra Zynga Pokers debatforum, og o…m…g.
Nu skal vi jo passe på med at trække vores egen uvidenhed ned over resten af det danske pokerfolk, men vi har da har hørt historier om, at der var folk, der gik meget op i deres playmoney på Zynga Poker. Vi vidste tilsyneladende bare ikke, hvad det ‘meget’ helt præcist dækkede over. Vi vidste ikke, at de skreg af glæde, når de vandt en stor pot, så alle indenfor en kilometers afstand blev vækket brutalt midt om natten. Vi vidste ikke, at Zynga Poker-spillerne kunne overgive sig til den totale depression, når de tabte et par millioner playmoney. Vi vidste simpelthen ikke, at Zynga Pokers playmoney er omdrejningspunktet i nogle menneskers liv.
Det ved vi så nu.
I skal ikke snydes for denne viden, så her følger et lillebitte udpluk af indlæg fra både en glad vinder og en vred taber – taget direkte fra Zynga Pokers debatforum:
Lad os starte vores lille rundtur med en bad beat-historie:
“For to-tre måneder havde jeg 96 millioner, og jeg går til et 400 milllioners-bord, hvor der ikke er nogen spillere. Jeg venter omkring 3 minutter og endelig er der en, der sætter sig ned. Han køber sig ind for 100 millioner. Første hånd får jeg JQ og jeg raiser til 2 millioner, og han folder. Efter den hånd får jeg super magico brilliant kortene – YES – to esser. Jeg er frygtløs over for alle andre kort. Min modstander raiser til 5 millioner. Jeg tror, at han bluffer, så jeg caller bare – på den måde ser jeg ud som om, at jeg ikke har gode kort (det er min strategi). De tre kort, der kommer, er A-9-6, og jeg er sikker på, at jeg vil få hans 100 millioner chips, fordi jeg har tre ens. Jeg checker til ham, fordi jeg igen lader som om, at jeg ikke har en god hånd. Han raiser (better, red.) igen til 20 millioner, og jeg tænker, at han er verdens dummeste mand. Jeg caller igen. Næste kort er en J. Når det bliver hans tur raiser han (better, red.) 23 milioner og jeg caller bare igen. Næste kort er en 6’er, så nu ligger der: A-9-6-J-6. Jeg raiser (better, red.) til 10 millioner for at give ham en lærestreg, og hvad gør han????? HAN GÅR ALL IN!!!!!! Jeg caller og guess what!!!!!!!!!!! HAN HAR PAR 6 PÅ HÅNDEN!!!!!!!!!JEG ER SÅ CHOKERET OVER DET HER! EFTER 1-2 UGER SPILLEDE JEG POKER IGEN, MEN JEG KAN IKKE GLEMME DET. JEG PRØVER, MEN JEG KAN IKKE. DET VAR MEGET SMERTEFULDT!!!!”
…
Føj, for en historie. Vores tanker går til forfatteren af det indlæg – det er sgu ikke sjovt at tabe 96 millioner på den måde. Men efter den grusomme historie, trænger vi til en feelgood-historie. Den leverer en kvinde, der har en spændende historie:
“Jeg var faktisk i gang med at gennemgå min buddy-list på denne dag. Jeg trykkede på knappen og i stedet for min buddy list kom frem, trykkede jeg på en eller anden måde på ‘play now’. Jeg er en meget konservativ spiller, så forestil jer mit chok, da jeg blev kastet ind på et 200.000/400.000-bord. Jeg fik bogstaveligt talt kvalme. Jeg sidder der med en 3’er og en 9’er på hånden, og så kommer floppet 9-J-K. Fyren ved siden af mig raiser til (better, red.) 200.000, og jeg er allerede klar til at græde. Men omvendt er jeg heller ikke parat til at tabe de penge, jeg allerede har lagt i potten. Så jeg callede. Næste runde kom en 6’er og han checkede og det gjorde jeg også. Sidste kort er – tænk engang – endnu en 9’er. Han raisede til 400.000, og jeg callede. Jeg svedte TRAN – jeg havde aldrig satset så meget før. Kortene flippede om, og jeg havde den bedste hånd med 3 ens. Jeg skreg så højt, som jeg kunne, så min mand kom løbende ned med et baseball-bat. Jeg skreg ‘JEG VANDT, JEG VANDT’, men han delte ikke min begejstring. Jeg griner stadigvæk fra øre til øre, når jeg tænker på mit BIG WIN. Jeg indrømmer, at det ikke var ‘a ton of money’ (1,8 millioner), men spændingen og mindet om det var uvurderligt for mig.”
…
Jøsses.
Check hele tråden på 2+2 lige her – den er alle playmoneyerne værd