Highstakes: Gus tamper løs på blødende Ivey

Der findes tilsyneladende ikke en eneste avatar på Full Tilt Poker, som kan afskrække Gustav Hansen fra at sætte sig ved bordet. I hvert fald har han det seneste døgns tid været i hård kamp mod Phil Ivey. Det er på ingen måde nyt, at lige præcis de to går i ringen mod hinanden, men det hører trods alt til sjældenhederne, at danskeren ligefrem kører Ivey over med en damptromle – men i går gjorde han det, hvis vi skal tolke ud fra databasen på HighstakespokerDB.

Det kan ikke have været lutter smil, som årets onlineresultater har bragt frem på Gus Hansens ansigt. Der har været mange store tabsdage og lidt for få dage med sorte tal. Dagen i går tilhører heldigvis sidstnævnte kategori. Gustav har haft rigtigt godt fat på Full Tilt Poker i det sidste døgn. Den danske verdensstjerne er oppe med $403.959 eller lidt over 2,25 mio. danske kroner.

Læs også: Heldig Isildur sender modstander på stjernetilt

Den glimrende bundlinje er primært kommet til verden i kraft af kampene på 2-7 Triple Draw- og FL Omaha Hi/Lo-bordene, hvor langt de fleste dollars er kommet i hus. Gustav har dog også været i ringen i almindelig PLO, hvor det også er blevet til plus – ca. $90.000 har Gus hevet hjem på Pot Limit Omaha $200/$400. Der er naturligvis stadig lang vej for Gus, hvis han skal i plus for året, men godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt.

I den anden ende af skalaen finder vi Ivey, der i det seneste døgn har smidt store summer på flere af de borde, hvor netop Gustav har huseret. Især på et af de store FLO8-borde har Ivey lidt store tab. Gustav sad ved bordet lidt over 20 min., hvor han vandt ca. $130.000. I samme periode har netop Ivey måttet se sine egne dollars forlade kontoen. Det samme kan siges for flere af de store 2-7 Triple Draw-borde. Det er meget nærliggende at tro, at store dele af Iveys dollars er hoppet over i Gustavs lommer.

Læs også: MrSmits om WCOOP-exit: – Han er jo ikke Ivey for ingenting

Phil Ivey er det seneste døgns helt store taber med et minus på $390.656. Det kan han imidlertid nå at gøre noget ved. Netop nu spiller han FLO8 mod Gus Hansen og spilleren ‘samrostan’.