Mød Hanne Nielsen – Zumbadronningen med det bankende pokerhjerte

Det er ikke ligefrem fordi det er breaking news, at der er langt, langt flere mænd end kvinder som spiller poker, og de fleste mænd ville sikkert hellere end gerne gnubbe albuer med flere kvinder ved pokerbordene.

De fleste af os er også af den overbevisning, at kvinderne sagtens kan være med, hvilket også blev bevist med tydelighed, da Mette Louise Christiansen og Tina Christensen tog første- og andenpladsen i årets WPT Vejle. Alligevel var det forsidestof i alverdens medier, som ellers ikke normalt beskæftiger sig det store med pokerresultater, at en kvinde havde vundet et WPT-event i lille Danmark.

Spørger man Hanne Nielsen – et kvindeligt bestyrelsesmedlem i Randers Card Room og erfaren pokerspiller – kommer det ikke som nogen overraskelse, at to piger stak af med de største pengepræmier i Vejle.

“Jeg synes da, det er helt fantastisk at to piger ender Heads Up, men det overrasker mig dog ikke. Piger spiller på samme niveau som mænd, men der er bare ikke så mange som spiller, og derfor ser vi dem ikke komme til tops så ofte”, siger Hanne Nielsen til PNN.dk. Hun afslører dog i samme åndedrag, at hun selv foretrækker at spille mod mændene.

“Det kunne være fedt at se flere piger spille, men jeg vil dog helst personligt spille imod de mandlige spillere. De er ofte nemmere at gennemskue, og har en tendens til at undervurdere os piger”, siger Hanne og fortæller, at det ofte har givet hende fordele ved pokerbordene at blive undervurderet alene på grund af hendes køn.

 

Undervurder ikke Zumbadronningen

At det er dumt at undervurdere en dame som Hanne ved et pokerbord, beviste hun så sent som i torsdag, hvor hun under aliaset “Zumb@Queen” stod for at lave det største danske turneringscash for dagen på PokerStars med en flot andenplads i The Hot $75 til en værdi af ca. $8500.

Læs også: Hanne lavede dagens største danske cash på PokerStars

“Jeg har spillet poker i snart 10 år. Det startede på nettet, dengang det var super let at lave penge. Ikke ret mange spillede og niveauet var ikke særlig højt. Jeg har altid spillet kortspil af den ene eller anden slags, så poker faldt mig let at lære”, fortæller Hanne og siger, at det var en kombination af at poker på samme tid var sjovt og udfordrende som gjorde, at hun forelskede sig i spillet.

“Der var lige dét der med poker, at det var noget man kunne dygtiggøre sig i, og det var en god udfordring. Jeg fandt hurtigt en lokal “klub”, hvor der blev spillet poker og hygget et par gange om ugen. Der var på det tidspunkt et par lokale hajer, som heldigvis også havde lyst til at lære fra sig, og så var hyggen en stor del af det”, siger Hanne som har spillet oceaner af pokerhænder både live og på nettet, men som i de senere år har måtte skrue ned for volumen af pokerhænder pga. arbejde og andre fritidsinteresser. Nå ja, og så er det også blevet sværere at lave penge, siger hun.

“Der er flere af de gode pokerspillere, så det er noget sværere bare lige at lave $1000 til ferien. Jeg tager dog til Las Vegas et par gange om året og holder poker “ferie”, og derudover spiller jeg live poker i Randers Card Room og passer mit job som bestyrelsesmedlem i klubben”, siger den pokerglade “Zumba-dronning”.

 

Et bankende pokerhjerte

Hanne Nielsen er altså på mange måder præcist ligesom de fleste mandlige pokerspillere. Hun elsker at spille poker, hun nyder snakken og hyggen omkring pokerbordene i den lokale pokerklub og tager endda også på regelmæssige pokerture til Las Vegas.

Derudover har hun altså så stort et bankende pokerhjerte, at hun også har sat tid af til at arbejde ganske gratis som bestyrelsesmedlem i en pokerklub – udelukkende for at være med til at give andre pokerentusiaster muligheden for at spille poker i en lovlig pokerklub.

“Det faldt mig meget naturligt at gå ind i bestyrelsen, da jeg tilbragte meget tid i klubben, og syntes det ville være fedt at gøre et stykke arbejde for at fremme pokeren, og også for at holde lidt styr på en flok højråbende knægte”, siger Hanne med et smil.

 

Poker og shopping i Las Vegas

At Hanne er bidt af en gal pokerhaj kan der ikke være nogen tvivl om, men desværre er hendes pokersyge ikke rigtigt smittet af på pigerne i hendes omgangskreds.

“Ingen piger i min omgangskreds spiller poker, men der er dog stor respekt omkring dét at jeg spiller poker og er engageret i bestyrelsesarbejdet. Det er sjældent, at jeg har oplevet skepsis over at jeg spiller, og min familie har efterhånden også vænnet sig til, at ferierne går til Las Vegas”.

Hvad der skal til før flere kvinder får lyst til at sætte sig til rette ved pokerbordene er svært at sige, men et bud herfra kunne være, at Hanne fortæller dem at det er et supergodt sted at møde fyre. Slår den salgstale fejl, kan Hanne selvfølgelig også fortælle lidt om de gode shoppingmuligheder i Las Vegas. Nu har hun i hvert fald 8500 skattefrie amerikanske dollars fra torsdagens andenplads, hun kan hygge sig med derovre, og det må da kunne gøre de fleste tøser misundelige.

“Jeg har planlagt tre ugers sommerferie med familien i USA, så mon ikke pengene bliver brugt der til lidt ekstra lir”, siger hun og fortæller endvidere, at torsdagens gevinst ikke engang er hendes største gennem tiderne.

“Jeg har tidligere nappet en førsteplads til små $12.000, så måske jeg skulle til at komme lidt mere i gang igen”, slutter hun af med et smil.

Vi ville ønske der var flere som dig derude, Hanne.

I efteråret 2013 lagde PNN.dk vejen forbi Hanne Nielsens hjemmebane i Randers Card Room, og det kom der reportagen “Græske guder og luftkaptajner i Randers Card Room” ud af. Læs – eller genlæs – om en hyggelig aften i selskab med nogle af Randers bedste – og helt sikkert flinkeste – pokerspillere.

Artikelfoto: Hanne “Zumb@Queen” Nielsen (Privatfoto)