Gus vs Negreanu-dyst på vej?
Gus Hansen begyndte i går ganske umotiveret at sende stikpiller af sted mod hans gode ven og kollega, Daniel Negreanu.
“Hey Daniel, kan du huske denne hånd? Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde får muligheden for at tage dine penge igen,” skrev Gus Hansen direkte til Daniel Negreanu på Twitter og linkede til den vel nok mest berømte hånd i pokerprogrammet High Stakes Poker.
En hånd, hvor Gus Hansen rammer quads mod Daniel Negreanus fulde hus og hvor potten endte med at lyde på $575.000 – på det tidspunkt den største pot i High Stakes Pokers historie.
Daniel Negreanu var dog ikke sen til at samle handsken op og sende nålen retur.
“Gus, jeg ville faktisk ønske dig tillykke med din graf for 2013, men så fandt jeg ud af, jeg kiggede på den upside down. Ouch,” skrev Daniel Negreanu med henvisning til Gus Hansens pauvre årsregnskab. Et årsregnskab som viste blodrøde tal for 24 millioner kroner.
Nu er den særegne dialog dog ved at munde ud i noget ganske interessant. For da Gus Hansen efterfølgende indbød til en revanchedyst på Full Tilt Poker svarede Negreanu tilbage:
“Gus Hansen, jeg har måske en interessant idé til dig. Jeg vender tilbage til dig på mandag, sir ….”
Hvad essensen af den kryptiske besked er kan man naturligvis kun gætte på, men mon ikke vi snart ser en HU-dyst de to superstjerner imellem.