Gus: – En revanchematch kommer ikke på tale
I 2009 mødtes Gus Hansen og Theo Jørgensen i K.B.-hallen i en boksekamp, hvor de to venner og kollegaer havde $35.000 på højkant, hvilket efter kursen dengang svarede til næsten en kvart million kroner. Selvom Gus gik tiden ud, så måtte han til sin store fortrydelse se sig slået af Theo Jørgensen på point.
I et interview med PocketFives.com, i forbindelse med genåbningen af Full Tilt Poker, kommer det frem, at der ikke umiddelbart er planer om en revanchematch i fremtiden. Faktisk afviser Gus Hansen det kategorisk, da han anser det for umuligt, at Theo Jørgensen nogensinde kommer i form til at gå tre runder i en boksering igen.
“Selvom jeg tabte, så havde vi det rigtig sjovt med at sætte matchen op, men jeg tvivler på, at vi nogensinde kommer til at se en rematch. Theo kommer aldrig i form igen,” siger han.
Den slags udsagn skal naturligvis ikke have lov til at stå alene, så Slowplay.dk ringede Theo Jørgensen – der i øjeblikket spiller Master Classic of Poker i Amsterdam – op og spurgte, hvordan han så på mulighederne for et revancheopgør.
“Han har ret i, at vi ikke kommer i ringen igen imod hinanden. Det kommer ikke til at ske. Men han har ikke ret i sin udtalelse om min form – den er skam ganske fin,” siger Theo Jørgensen.