Gus dukket op til EPT London – Mickey med helt fremme
Dag 1B af European Poker Tour London buldrer derudaf, og selveste giraffen er troppet op til en liveturnering. Gus Hansen har allerede vekslet sin startstack på 30.000 chips til 47.000 chips ifølge en opdatering fra Pokernews.com, der tikkede ind for bare 10 minutter siden.
Mickey Petersen er kommet fuldstændig flyvende fra land i London. EPT København-vinderen meldes til at sidde med en stak på 75.000 chips. Det placerer ham helt i top af Dag 1B-leaderboardet i London. Desværre har Mickey Petersen selv været lidt sparsom i forhold til at opdatere på Twitter, så indtil videre ingen detaljer om, hvordan han helt præcist har skrabet de mange, dejlige chips sammen.
Læs også: EPT London: Mickey godt fra start – Brink i knæ
Lars Bønding har været i den klassiske elevator. Han gik til den første pause med 42.000, han røg tilbage i 30.000 for snart efter at ramme 53.000. De næste to opdateringer fra Bønding tyder desværre på, at det lige nu går den forkerte vej.
“40.000. Prøvede at bluffe David Williams. Dårlig idé.”
Og næste update – i forbindelse med spisepausen:
“Dinner break. 30.000 efter et lille bad beat,” skriver Lars Bønding uden at specificere.
Der foreligger lige nu ingen meldinger om hverken Frederik Brink eller Rasmus Agerskov.
Kæmpe GL til de danske kortkrigere herfra.