Greg Merson og Doyle Brunson buldrer frem
Main Event dag 2A er tæt på at blive fløjtet af, og især to navne helt i toppen af leaderboardet springer i øjnene: verdensmester Greg Merson og den levende legende Doyle Brunson.
Vi starter med næsten 80-årige Doyle Brunson, der selv giver udtryk for, at han virkelig lider under disse opslidende 12-timers dage – hvis det da ikke er 13-14 timers dage, når man regner det hele med.
“Bare 45 minutter tilbage af dag 2A. Jeg har det som om, at en truck har kørt over mig, men min stack vokser. 240.000 chips nu,” skriver Doyle Brunson i en dugfrisk tweet.
240.000 chips er langt, langt over average – faktisk er det umiddelbart helt oppe i nærheden af top 20 for dag 2A, men vi må selvfølgelig vente at se hvor de 240.000 chips helt præcist placerer Doyle Brunson i feltet, når de officielle chipcounts engang er landet.
Forsvarende verdensmester Greg Merson klarer sig endnu bedre. Greg Merson sidder ifølge PokerNews.com i skrivende stund med 285.000 chips, og den stack placerer ham helt oppe omkring top 10 for turneringen netop nu.
Læs også: Greg Merson: – Jeg spiller min bedste poker
Greg Merson gav allerede før Main Event gik i gang udtryk for, at han var tændt, og at hans spil var lige præcis hvor det skulle være – i øvrigt for første gang siden han vandt WSOP Main Event 2012.
“Mit spil netop nu, er jeg rigtigt godt tilfreds med. Jeg spiller i hvert fald bedre end jeg har gjort siden jeg vandt Main Event. Jeg føler mig på toppen netop nu,” sagde Greg Merson, der dog afviste at have særlige forventninger til WSOP Main Event 2013.
“Der er 7.000 spillere med, og alt kan ske. Jeg tager det som det kommer og koncentrerer mig om at spille godt,” sagde Greg Merson, der ser ud til at være i gang med et stærkt forsvar af den titel, der er næsten umulig at forsvare.