Frost jagter finalebordet: Jeg skal da gøre mit
Årets UIKPT nærmer sig sin afgørende fase, og vi har stadig en enkelt dansk kriger, som kan forsvare de nationale farver. Lasse Frost buldrede ind i pokerdanmarks bevidsthed, da han tidligere på året tog en fornem tredjeplads og 2,5 mio. danske kroner ved EPT Berlin. Nu kan et nyt stort resultat være på vej.
Der resterer blot 35 spillere ved UIKPT4, og Lasse ligger fint til i feltet med en stack lige omkring average. Helt præcist 416.000 er der stablet op foran danskeren, når han sætter sig ved filten kl. 13.00 dansk tid. Average for turneringen er 426.000.
“Det var en hård dag i går. Jeg var nede og vende i 90.000, og spillede en ret tight strategi med hensyn til mine 3-bets. Jeg dobler så først med KK mod 66, og lidt senere med KK mod 99. Til sidst kom jeg ind i en stor pot, hvor jeg igen havde KK, men faldt af til A9. Så jeg kommer ind med KK tre gange og holder hjem de to”, fortæller Lasse, da PNN fanger ham kort for startfløjtet på Dag 3.
I modsætning til flere af sine modstandere ved dagens bord, har Lasse flere gange prøvet at være dybt i en stor turnering – Ikke mindst årets tredjeplads i Berlin. Det håber han at kunne udnytte.
“I Berlin var modstanderne markant bedre, end de er her. Folk er måske lidt for orienterede omkring pengene. Jeg håber at kunne udnytte, at jeg har været dybt før. Hvis jeg føler for 4-bettet, må det jo ind, hvis mavefornemmelsen er der. Jeg har dog stadig omkring 45 big blinds, så der er tid nok, og jeg tager det stille og roligt”, forklarer Lasse.
På Dag 2 havde vi også længe Ekstra Bladets pokerspillende journalist, Jonas Hüttel, med fremme. Desværre måtte han give fortabt mod slutningen af dagen. Jonas scorede dog fine £2.610 for en 42. plads.
Der er ganske pæne pengepræmier på spil ved årets UIKPT. Lasse er allerede nu sikret £2.970, men som nedenstående viser, så er det ‘peanuts’ i forhold til de skillinger, der er i spil i finalen.
Payputs ved UIKPT:
1. £136,875
2. £83,400
3. £59,125
4. £44,635
5. £35,360
6. £26,735
7. £19,200
8. £13,115
9. £10,360
Lasse Frost har naturligvis øjnene rettet mod finalebordet, men understreger dog, at der stadig er lang vej, før den målsætning bliver opfyldt.
“Jeg skal da gøre mit, men vi har en lang dag foran os”, afslutter Lasse.