Fra hjemløs til WSOP-vinder
Den 24-årige amerikaner Joey Weissman vandt i sommers et WSOP-armbånd og næsten $700.000. I et interview med Carplayer ser han tilbage på den hårde tid inden sejren.
“Det er egentlig helt surrealistisk,” siger han.
På trods af sejren i en $2.500 NL Hold’em-turnering under sommerens WSOP, så er Joey Weissman et nyt ansigt på pokerscenen. Og det var tæt på, at han opgav pokeren, inden han for alvor kom i gang, men den store pengepræmie reddede ham. Inden da havde han end ikke råd til en husleje, hvorfor han måtte hutle sig igennem pokertilværelsen med hjælp fra sine venner.
“Jeg vidste hele tide, at jeg var nødt til at vinde. Jeg havde ryggen mod muren, men på en eller anden måde lykkedes det mig at klare det. Jeg var vældig deprimeret inden turneringen begyndte. Jeg havde ikke vundet online og jeg havde endnu ikke cashet i en eneste af de tidligere WSOP 2012-events. Jeg var næsten broke og levede på en af mine venners sofaer.”
Drømte han ville vinde
Selvom Joey Weissman var på røven og deprimeret, så begyndte han allerede tidligt i turneringen at ane hvor det bar hen ad. Ikke mindst på grund en række forudanelser, som i nærmest bibelsk form kom til ham i drømme.
“Jeg havde et par dybe runs i nogle WSOP-events året inden, men der var en helt anden vibe omkring det denne her gang. Jeg var meget bedre, mere kontrolleret og jeg formåede at holde mine følelser i skak. Da vi nåede ned på 27 spillere og jeg var chipleader, troede jeg ærlig talt, at jeg ville vinde.”
“Det var mere end noget jeg troede på, jeg vidste det – en tro på mig selv, som jeg ikke kan forklare. Kun nogle af mine bedste venner og min familie ved dette, men jeg havde faktisk en forudanelse om, at jeg ville vinde. Jeg havde flere drømme efter Dag 1 og Dag 2 – mere klare og mere dybtgående end noget andet spirituelt jeg har oplevet.”