Fagre nye verden – nu kan du snart grinde i 10 kilometers højde
Et nyt satellitsystem med navnet Earth Stations on Mobile Platforms (ESOMP) ser med stor sandsynlighed dagens lys indenfor det næste års tid, og dermed bliver verden endnu tættere forbundet.
Systemet er først og fremmest udviklet for at kunne tilbyde færger, tog og fly adgang til trådløst internet, og ESOMP skulle eftersigende arbejde med ti gange så høje hastigheder som eksisterende systemer.
Et større antal kommercielle satellitoperatører planlægger allerede at udbygge det globale ESOMP netværk i de kommende måneder, skriver BBC.
Forskellige eksperter vurderer, at selvom det nye system kommer til at give forbrugerne et hav af nye muligheder når de er på farten, så vil priserne også stige betragteligt. Det kan få mange forbrugere til at holde sig til de eksisterende 3G og 4G netværk.
Hvis man er villig til at betale prisen for det nye ESOMP-netværk, vil mulighederne dog nærmest være uanede, og pokerspillere kan se frem til at kunne grinde uden afbrydelser uanset om de befinder sig på jorden, i vandet eller i luften.
Rejser man med kæresten eller børnene behøver man ikke fortvivle – ESOMP er så hurtigt, at det uden problemer ville kunne trække Netflix og lignende services fra luften. Der er altså garanteret underholdning til hele familien.
ESOMP godkendt i USA
The Federal Communications Commission (FCC) i USA har allerede godkendt det nye satellitsystem, og det forventes at ESOMP også bliver godkendt over hele EU.
Læs også: Teknologi til at forhindre vuggedød interessant for pokerspillere
Andrew Ferguson, redaktør på thinkbroadband.com, siger dog til BBC, at forbrugerne skal forvente mere larm og gene fra andre rejsende, når de er er på farten i fremtiden:
“Hvis konsultationen resulterer i lanceringen af dette satellitbaserede mobile netværk, med dets stabiliserede satellit system, vil den totalt forbundede verden være ét skridt tættere på, og flypassagerer skal måske kunne udholde larmende telefonopkald fra andre rejsende som bruger VoIP, Skype eller lignende på deres telefoner”, advarer han.
Med andre ord: Husk jeres hørebøffer, hvis I skal grinde i 30.000 fods højde i fremtiden.