Facebook-poker på vej med pengespil
Efter mange rygter og mange udmeldinger ser det nu endelig ud til, at spilproducenten Zynga langt om længe vil til at udbyde ‘real money’-poker. Zynga er først og fremmest kendt for deres applikation til Facebook, som foreløbigt har trukket millioner af pokerglade facebook-brugere til bordene.
Sidste nyt i sagen er, at Zynga netop skulle have sendt en mulig softwarekontrakt i udbud, så diverse softwaredesignere kan komme med et bud på, hvordan en eventuel brugerflade skal se ud. Efter sigende er store softwareproducenter, som GTECH G2, Playtech og også Microgaming interesseret i at levere pokersoftware til Zynga.
Netop Zynga har tidligere vist interesse for at købe Ongame, men om de forhandlinger nu ligger døde, er der desværre ikke rigtigt nogen, der tør gætte på. Under alle omstændigheder virker Zynga til at være oprigtigt seriøse mht. at komme ind på det ‘rigtige’ pokermarked, hvor deres enorme kundekartotek formentlig omgående vil gøre dem til en af de store spillere.
Om en ‘real money’-udgave af Zynga Poker vil blive udbudt i hele verden er ikke umiddelbart til at sige. Dog ser det ud, som om Europa helt sikkert vil blive en af de verdensdele, som Zynga vil rette opmærksomheden mod.