Esfandiari taler online pokers sag: – Skaber flere arbejdspladser
I de seneste uger har en ophedet debat fundet sted i USA, som drejer sig omkring effekten af et reguleret online poker marked i Nevada og USA i almindelighed.
Debatten er opstået i kølvandet på nogle kontroversielle udtalelser fra hotel og kasinoejeren Sheldon Adelson. Adelson kaldte bl.a. online poker for “umoralsk og farligt”, og det fik efterfølgende mange pokerspillere til at boycutte Adelsons hoteller og kasinoer, hvilket tilsyneladende tydeligt har kunnet mærkes under sommerens WSOP.
Læs også: Ballade i Las Vegas: – Online poker er umoralsk og farligt
Nu træder også Antonio Esfandiari ind i debatten, og selv om han ikke direkte svarer på Adelsons udtalelser ved navns nævnelse, tager han dog online pokerbranchen i forsvar og langer samtidigt – mellem linjerne – ud efter Adelson.
“Jeg tror på, at online poker skaber nye arbejdspladser og det giver folk et større marked. Du kan spille fra dit eget hjem, mens du hygger dig med familien, eller du kan gå ned på kasinoet når du har lyst til dét. Det (online poker, red.) udelukker ikke rigtigt noget”, sagde han iflg. Pokerupdate.com.
Omkring den evigt varme kartoffel i online gambling – ludomani – sagde Esfandiari også med slet skjult hentydning til Adelsons egen kasinoforretning at: “Det (poker, red.) handler om et skill game. Jeg forstår ikke, hvordan folk der promoverer spilleautomater kan sige, at online poker skaber flere ludomaner. Jeg forstår det ikke”, sagde Esfandiari.
Efter Nevada gennemførte en lovændring som legaliserede online poker i staten, vurderes det, at op til 70 nye arbejdspladser er opstået som et direkte resultat af lanceringen af det nye online pokersite Ultimate Poker tidligere i år. Det kan meget vel være toppen af isbjerget, da en række andre online poker udbydere står klar i kulissen, og er parate til at åbne nye online pokersites i Nevada i den nærmeste fremtid.
Nevadas økonomi kan da også sagtens bruge en kapitalindsprøjtning i form af flere skattedollars, for arbejdsløsheden i staten var i maj måned på hele 9,5%.