Erlandsen: HU-pokeren er død

Hvis der er nogen i Danmark, der er kendt for at spille heads up poker, er det Morten ’Pokergirl1’ Erlandsen. Han var en af de første onlinespillere, der stod frem i mediernes spotlight, og fortalte om sin succes ved den virtuelle filt. En succes, der først og fremmest var baseret på hans evner i disciplinen mand mod mand-poker.  Nu er HU-pokeren imidlertid død, siger han til Slowplay.dk.

”Pokeren er ikke, som den var for fem år siden. Eller for den sags skyld, som den var for bare to eller tre år siden. Det er ganske enkelt umuligt at få action i HU-spillene. Næsten på alle sites ser du 40-50 spillere sidde og vente på fisk, mens de nægter at spille imod hinanden. HU-spillet har udviklet sig til at handle udelukkende om tableselection og bumbhunting. Der er ingen, der vil spille mod mig. Det er slut,” siger Morten Erlandsen.

Erlandsen har sadlet om

Derfor har han taget konsekvensen og er hoppet et par takster ned, hvor han nu multitabler de shorthandede borde.

”Sidsel Boesen og hendes mand Michael har lært mig at bruge Hold’em Manager og det betyder, at jeg nu kan holde styr på flere shorthandede borde af gange. Jeg spiller typisk fire eller fem, når jeg sidder og grinder. Så den succes jeg har haft i år ved bordene skal i høj grad tilskrives dem – de er begge topskrappe, og jeg har lært enormt meget af dem.”

Og omlægningen af spillet har i høj grad båret frugt fortæller den i Korsør bosiddende cashgamehaj.

”Hvor sidste år var til at hælde ud i lokummet, så har jeg renset af i lige linje i år på $5/$10 og $10/$20 siden nytår. Du får mig ikke til at sætte tal på, men det er gået godt – rigtig godt.”

Han fortæller videre, at hvor han den seneste tid har holdt pause fra liveturneringer, så står den på et par ture i den nærmeste fremtid. Således sender hans sponsor NordicBet ham både til WPT på Malta og bagefter til EPT San Remo.