EPT Grand Final: – Gælder om at overleve!

Main Event i European Poker Tours store sæsonfinale går i gang i dag klokken 12.00, og med ved filten sidder minimum to danskere i form af EPT København-vinderen, Mickey ‘mement_mori’ Petersen, og Martin Wendt.

Slowplay.dk fangede sidstnævnte i morges.

“Det bliver godt at komme i gang, men det gælder i første omgang blot om at overleve og komme videre til Dag 2. Det er en ti timers arbejdsdag, der venter forude,” fortæller Martin Wendt.

Den rutinerede Omaha-haj har tidligere leveret fine præstationer i Monte Carlo, hvor det er blevet til tre cashes indtil videre. En stime han håber på at fortsætte.

“Ja, det plejer at gå fint hernede, så det må jeg se om jeg ikke kan følge op på. Men det er en dyb struktur, så det gælder om at tage det stille og roligt til at begynde med. Hvilke spillere man havner til bords med, har også stor betydning, for det ville være rart at komme godt fra start.”

Der skal i hvert fald lyde et ønske om god vind til de to danskere herfra.

Liveopdateringer fra turneringen kan følges på Pokernews.com.