Endnu en pokerklub lukker

Vesterbro Pokerklub er nyeste skud på den særdeles triste stamme over pokerklubber, der lukker og slukker. Og endnu engang er det den samme svanesang, der bliver sunget: Loven er for alt for restriktiv og især reglen om indbetalingstidspunktet er helt i skoven.

“Reglen om indbetalingstidspunktet er den største grund. Folk gider det ikke. De kommer for at spille nu og her,” siger en repræsentant for Vesterbro Pokerklub til pnn.dk.

Nu skal Vesterbro Pokerklubs lokaler bruges til noget andet, pokeren lukkes ned, og kun hvis der kommer en ændring i loven om indbetalingstidspunktet kommer der måske gang i Vesterbro Pokerklub igen.

“Før havde vi mange spillere, nu er der måske 6-7, som kommer for at spille. Folk kan ikke vænne sig til det, og de synes det er latterligt,” siger repræsentanten for Vesterbro Pokerklub.

Det siger de andre:

Claus Baastrup, Galten Kortklub – LUKKET:

”Det største problem er uden tvivl indbetalingstidspunktet. Vi havde mange flere lidt ældre spillere, der simpelthen er blevet skræmt væk af at skulle indbetale elektronisk dagen før. Den regel duer ganske enkelt ikke,” siger Claus Baastrup.

Lars Rosquist, RPC Ringsted – LUKKET:

“Jeg kan jo kun sige det samme som alle andre. Reglen om indbetalingstidspunktet er i den grad det springende punkt. Det er først og fremmest derfor, vi har måttet lukke ned for pokeren.”

Jes Bondo, formand for Dansk Pokerforbund:

”Det allervigtigste er indbetalingstidspunktet. I dag er det sådan, at man senest dagen før skal betale sit turneringsindskud. Men hvis man overholder alle andre regler, hvorfor skulle folk så ikke have lov til at tilmelde sig en turnering en time før turneringen starter? Det forstår jeg ikke. Det er i særklasse den vigtigste regel at få ændret hurtigst muligt, og det er fordi pokerspillere har den natur, som de nu engang har. Nu skal jeg passe på med at generalisere for meget, men det er min erfaring, at pokerspillere har meget lettere ved at finde ud af, at de gerne vil spille i aften fremfor en dag i næste uge. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil være meget positivt for pokerklubberne, hvis man kan få lov til at tilmelde sig på selve dagen.”