Dusk Till Dawn kommer stadion-turnering til undsætning
Laurent Tapie og International Stadiums Poker Tour (ISPT) har haft store problemer med at få skabt nok hype og opbakning til det storslåede projekt, som har til formål at skabe verdens største livepokerturnering nogensinde – målt på antallet af deltagere.
Rammerne – og ambitionerne – var ellers på plads; det første event skulle afvikles på Wembley i London, men til de første satellitter online dukkede stort set ingen spillere op, og ISPT-projektet hang i en ekstremt tynd tråd.
Læs også: Manglende interesse for pokerturnering på Wembley
Men nu kommer storbritaniens største pokerrum, Dusk Till Dawn i Nottingham, ISPT-arrangørerne til undsætning.
Dusk Till Dawn har netop offentliggjort detaljerne bag et nyt stort partnerskab med ISPT, som betyder at Dusk Till Dawn kommer til at markedsføre og garantere eventets afvikling på Wembley senere i år. Desuden bliver det med Dusk Till Dawns kendte ansigt Simon Trumper som ny ISPT-tournament director.
Den store nyhed er dog, at arrangørerne nu garanterer en 1. præmie på €1.000.000 uanset hvor mange spillere som deltager i den store turnering på Wembley. Det betyder, at hvis der ikke skal blive solidt overlay, skal den samlede præmiepulje overstige €5 mio., hvilket indebærer 16.000 Dag 1A spillere, som hver betaler €270+€30 samt 250 spillere, som køber sig direkte ind til €2700+€30.
Det bliver ikke noget nyt for Dusk Till Dawn at arrangere et stort pokerevent som ISPT. Det Nottingham-baserede spillested har tidligere afholdt UKIPT-turneringer, og sidste år dukkede 1625 spillere op, og sørgede for at Dusk Till Dawns garanterede præmiepulje på €1.000.000 blev overgået.
Nye eventyr for Dusk Till Dawn
Ejeren af Dusk Till Dawn hedder Rob Yong, og han glæder sig meget til at få lov at blive en del af den store ISPT-turnering: “At arrangere Caribbean Poker Party i St. Kitts, har givet os appetit på flere eventyr udenfor vores egne fire vægge. ISPTs reviderede format er ligesom en supersized version af vores eget Grand Prix, hvilket er mit foretrukne turneringskoncept”, sagde Rob Yong.
“Hvis Wembley bliver en succes, tror jeg på at ISPT kan blive gentaget på flere andre ikoniske spillesteder rundt omkring på kloden, og generere kæmpe præmiepuljer og give poker en fantastisk omtale. Bare se på Wembleys officielle hjemmeside – ISPT er nævnt sammen med FA Cup finalen, Champions League finalen og en Bruce Springsteen-koncert”, fortsatte Rob Yong.
ISPT Wembley er skemalagt til at løbe af stablen i dagene fra d. 31 maj til d. 5 juni.