Drama i Zupp/AlexKP propbet: Mål eller selvmål?

Tidens vel nok mest spændende væddemål – som vi kender til i hvert fald – at følge med i fra sidelinjen er Peter ‘Zupp’ Jepsens og Alexander ‘AlexKP’ Petersens fodboldvæddemål.

Der skal findes en vinder før World Series of Poker, og det er AlexKP, der har en opgave, der skal  løses: Scor mindst fem mål for Svejbæks’ Serie 2 hold før deadline. AlexKP har fået 3:1 på væddemålet, hvilket betyder, at han smider €4.000 på midten mod Zupps €12.000.

World Series of Poker begynder lige om lidt, og ‘AlexKP’ mangler endnu at score to mål. Eller er det kun ét?

Spørgsmålet er blevet bragt på banen efter ‘AlexKP’ i weekenden blev noteret for et mål i Sejs/Svejbæks kamp mod Hammel GF. ‘Zupp’ mener imidlertid, at der er tale om et selvmål, hvorfor ‘AlexKP’ ikke skal krediteres målet. På Pokernet.dk skriver han:

– Jeg har et væddemål med AlexKP om hvorvidt han kan score 5 kasser i serie 2 inden vi skal til Vegas, og der er ikke lang tid til. 

– KP manglede 3 kasser, og det mener jeg stadig han gør. Men den absurd blinde dommer der var tilknyttet kampen i sidste uge, har noteret KP for et mål. Jeg tror godt KP ved, at det på ingen måde er hans mål.

– Vores bet er et gentleman bet, især set i lyset af at jeg absolut intet ved om fodbold. Vil gerne høre d’herrers mening om hvorvidt nedenstående mål er KPs, eller et selvmål. Se den flere gange, tak 🙂

– Jeg har indtil videre haft diverse sportsbetting specialister til at kigge nærmere på det, og de mener alle at KP rammer bolden, hvorefter bolden rammer noget andet (sandsynligvis målmandens ben) og ryger over i målmandens medspiller, som så får fumblet den ind. De mener ikke, der kan være tvivl om, det er selvmål.

– Jeg har endvidere ladet mig fortælle at de store betting sites aldrig udbetaler for målscorer, før det er confirmed efter kampen, og at det “ofte” sker at den noterede målscorer ændres. Det er IKKE ligesom hvis man spiller på 1-1 og dommeren dømmer et mål til 2-1, men bolden i virkeligheden ikke var over linjen, så er det bare surt show. Dommerens ord står altid, dog ikke i forhold til målscorer.

Du kan selv se målet her og danne din egen mening. Mål eller selvmål?