DM-lir: – Som at sætte en taxachauffør op mod Schumacher
Ligesom ved DM og WPT København i 2012 kommer DM 2013 til at byde på et stort cashgame med nogle af Danmarks største profiler. Cahsgamet er programsat til fredag den 10. maj på Casino Copenhagen. Konceptet bliver ligesom de foregående gange et mixed 100/200 kroners cashgame.
Otte spillere forventes til start, men indtil videre er der blot sat navne på de tre af dem, nemlig arrangørerne Danske Spils egen profil, Alexander ‘AlexKP’ Petersen, WPT Vejle-vinderen Pierre Christensen og ikke mindst ‘AlexKP’s ven/ærkefjende Peter ‘Zupp’ Jepsen.
“Det er de to jeg helst vil vinde penge fra. ‘Zupp’, som er kongeuglen over dem alle og så Pierre. Stod det til mig var vi 3-handed hele aftenen. Pierre har jeg renset, men nu tror han jo, at bare fordi han slog min hest HU til WPT Vejle, at det var winnings over mig. Så jeg må hellere lige få ham sat på plads en gang for alle,” fortæller Alexander ‘AlexKP’ Petersen til PNN.dk.
Og Danske Spils sponserede spiller bliver nærmest fornærmet, da han bliver spurgt om, hvem der egentlig er bedst, ham eller ‘Zupp’?
“Det er det samme som at spørge om Michael Schumacher er bedre end en taxichauffør, bare fordi de begge kører bil til hverdag. Og i dén sammenligning er ham med taxaen én, der kun tager en køretur en gang om måneden,” harcelerer ‘AlexKP’.
Peter ‘Zupp’ Jepsen er ikke overraskende uenig i den betragtning, men han er dog villig til at hoppe med på taxachauffør-analogien.
“Det kan godt være jeg kun kører én tur om måneden, men det er oftest en meget lang tur til 1.000 kroner i timen. Og når ‘AlexKP’ booker en plads, så er det til $1.000 i timen.”