Dansk trio kæmpede om sejren i $215 Turbo-turnering

Lørdag er først og fremmest opvarmning til søndag, når det kommer til online turneringspoker, men det skal ikke snyde jer læsere for en lille update.

I en $215 Turbo-turnering på Pokerstars var der nemlig danskermøde, da der med 12 mand tilbage fortsat var tre rød/hvide turneringshajer i spil til sejren.

Desværre måtte den uheldige helt, Murat Hansen give slip på 11.-pladsen, men lad os i det mindste håbe, at turneringscashet på $749 ikke kommer til at koste en bil, som tilfældet var for et par uger siden.

Læs også: Måtte se bil forsvinde i bjergkløft efter turneringsheater

Kort efter var det også farvel og tak til Allan Bække, som røg på en niendeplads. Bække kunne i går fortælle til PNN.dk, at han efter et fint run, har haft 10 dårlige dage på turneringsfronten, men at han agter at rette op på skuden i løbet af weekenden. Det må betyde, at vi har noget stort i vente fra hans side, når søndagsnatten for alvor ruller sig ud.

Bedste dansker i $215 Turbo-turneringen blev den brandvarme Rasmus ‘POWERGOLF’ Vejbæk-Zerr, som dog i denne omgang måtte nøjes med en fjerdeplads til $3.798.