Danny Neess: Isildur1 må vente

Alkohol og poker er sjældent en god kombination, men alligevel et miks, som cashgamechefen Danny Neess kaster sig ud i. Han har startet et firma, hvis alkoholprodukt rammer hylderne i Danmark om et halvt års tid – indtil da er pokeren skubbet lidt i baggrunden.

Sidste år viste Danny Neess forrygende form ved den grønne filt, hvilket klart kunne aflæses på bundlinjen. $600.000 blev der hentet i land på nettet og undervejs fik han også vist eksempler på, at han er en mand man skal høje øje med i liveturneringer. Og nå ja, så fik han også plukket en del fjer af Viktor ’Isildur1’ Blom, da denne spillede heads up på PartyPoker.

Neess slår sig på flasken

Helt så godt har det ikke gået pokermæssigt i år, men alligevel er det en glad mand Slowplay.dk fanger til et interview.

”Det går godt. Supergodt endda. Jeg er ved at starte et firma op, hvilket er enormt spændende. Når det er ens eget så passer man jo på det som var det ens lille barn. Jeg kan ikke sige så meget om det, udover, at det drejer sig om et alkoholprodukt, som ikke er set magen til i Danmark før. Og som jeg er sikker på, at danskerne vil tage godt imod. Rigtig meget af min tid og min fokus går med at få det her op at stå, så derfor har der ikke været ligeså meget plads til pokeren som sidste år. For eksempel blev jeg desværre nødt til at droppe World Series of Poker,” siger Danny Neess.

Noget poker er det dog blevet til. I årets første måneder blev det til underskud, men københavneren er ved at få rettet skuden op.

”Pokermæssigt har det været enormt svingende siden nytår og undervejs har jeg været nede med 200-300.000 dollars, men nu er jeg mere eller mindre break even. Når man er inde i sådan en dårlig periode, så kan man godt savne fast indkomst, hvilket også er en af grundene til, at jeg er i gang med at lancere det her alkoholprodukt,” fortæller han.

En af måderne Danny Neess har fået rettet op pokerøkonomien er ved at rykke ned i limits, så han nu hovedsageligt spiller fra $3/$6 og maksimalt op til $10/$20. Derudover har han brugt masser af tid på at arbejde på sit spil. Faktisk vurderer han, at han måske er blevet en bedre spiller af modgangen.

”Men på den anden side ville jeg hellere være end lidt dårligere spiller, men være oppe med $600.000,” griner Neess.

De lavere takster betyder samtidig, at han ikke ramler ind i verdens vel nok mest hypede pokerspiller, Viktor ’Isildur1’ Blom, ved heads up-bordene. Danny Neess havde ellers et par succesfulde dyster mod ham sidste år.

”Det kribler da i fingrene og jeg har til tider enormt lyst til et skud på $25/$50 eller $50/$100, men man bliver nødt til at være seriøs omkring det her aspekt, hvis man skal leve af poker. Derudover kører det vist ekstremt godt for ’Isildur1’ i øjeblikket, så ham lader vi lige være for tiden.”