Daniel Kelly tordner mod cash nummer ni
Dag 1 af WSOP Event 44, $3.000 No Limit Hold’em, er i bøgerne, og efter en lille cash-pause, ser det ud til, at Dan Kelly har sat kursen direkte mod cash nummer ni i årets serie.
1.072 spillere stillede til start i Event 44 – 229 spillere er videre til dag 2. Der er penge til de 117 bedste, og meget skal gå galt for Dan Kelly, hvis han skal falde før pengene.
Den bare 24-årige amerikaner overnatter således på andenpladsen i Event 44. 113.700 chips har han fået skrabet sammen og det count bliver kun overgået af Zohair Karim, der sidder med 128.700, når dag 2 bliver skudt i gang. Startstacken i turneringen lød på sølle 9.000 chips.
Læs også: Kelly er ligeglad med rekorden: – Jeg vil hellere vinde et bracelet
Og der er andre store navne, der er med helt fremme. Sorel Mizzi indtager leaderboardets femteplads med 67.000 chips, Jonathan Duhamel har 65.700 på 7. pladsen og Jason Mercier, der indtil videre har haft en ganske forfærdelig serie er en øjeblikkelig nummer ni med 65.100.
Hvis Daniel Kelly lander cash nummer ni, vil han mangle to cashes for at tangere Konstantin Puchkovs rekord for flest cashes under Las Vegas-udgaven af World Series Of Poker. Puchkov cashede 11 gange i 2012, og World Series Of Poker 2013 har vel at mærke lidt over en tredjedel foran sig.