Chefredaktør afviser Theos kritik
Theo Jørgensen, der søndag nat var offer for et groft hjemmerøveri, langede i går ud efter tre af Danmarks største medier, som han mente havde ladet hånt om det faktum, at han har hemmelig adresse. Han klandrer dem blandt andet for i deres dækning af sagen at oplyse navnet på den vej han bor på, ligesom der er blevet offentliggjort billeder af hans kærestes bil med synlig nummerplade.
“Kan konstatere, at store medier som TV2, BT og EB alle tre har været dybt forargede over det grusomme overfald. I samme åndedrag har de alle forklaret, hvordan personer som mig beskytter sin familie ved at have hemmelig adresse og telefonnummer for at undgå disse tilfælde. Det bakker de selvfølgelig op med store billeder af vores hus fra luften, stranden, vejen med vejnavn og endda i flere tilfælde billeder af min kones bil med dertilhørende nummerplade,” skrev han i går på sin facebook-profil.
Chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen, afviser dog kritikken og udtaler til Politiken.dk, at Theo “Maler med den brede pensel.”
“Vi har ikke bragt billeder af hans hus i dagslys eller billeder af hans kones bil og nummerplade. Vi har faktisk også fravalgt at bringe adressen på gerningsstedet. Jeg forstår Theo Jørgensens harme og frygt,” siger Poul Madsen til politiken.dk, men påpeger, at Ekstra Bladet faktisk har taget mere hensyn i denne sag, end de plejer.
“Vi har anonymiseret mere, end vi normalt ville gøre”, siger han med henvisning til THeo Jørgensens adresse.
Ekspert i medie-jura: Theo har en sag
Selvom Poul Madsen mener, at Ekstra Bladet har respekteret det faktum, at Theo Jørgensen har hemmelig adresse, så er Theos bopæl gengivet med billeder, ligesom navnet på den vej han bor på fremgår i flere artikler. Og den dur ikke siger ekspert i medie-jura, Oluf Jørgensen. Han er til dagligt afdelingsforstander i informations- og forvaltningsret på Danmarks Journalisthøjskole og fortæller til Slowplay.dk, at medierne skal respektere hemmelige adresser.
“Der har tidligere været en sag oppe, hvor en lotto-vinders hjem blev gengivet i medierne i en sådan grad, at det var åbenlyst, hvor hun boede. Så der har altså været fortilfælde på det her område, hvor pressennævnet er kommet med en kendelse. Og hvis det – som du oplyser mig om – er tilfældet, at navnet på den vej han bor på er offentliggjort i en artikel, så står man selvfølgelig stærkere i en sådan sag. Man har i øvrigt fire uger til at klage.”