Brasilianer straffet efter ‘Hevad Khan-reglen’

Kan du huske Hevad Khan? Hvis du kan svare ja til det spørgsmål, husker du med sikkerhed også Hevad Khans fuldstændig vanvittige fejring af vundne hænder under World Series Of Poker 2007.

Mario Masciotro er åbenbart Brasiliens svar på den skøre New Yorker. I øjeblikket kører LAPT – Latin America Poker Tour – Brazil og her er Mario Masciotro trådt i karakter som en mand, der har svært ved at styre sig, når han vinder en hånd.

I Main Event er det ham, der giver genlyd. Igen og igen hopper han op af sin stol, råber højt, fistpumper og slår sig endda på brystet som en anden sølvryg. Den slags opførsel havde været nogenlunde acceptabel før World Series Of Poker Main Event 2007, men Hevad Khan ødelagde det hele for alle sine artsfæller. Før 2008-udgaven af World Series Of Poker havde WSOP-organisationen således revideret deres regler, hvilket betød, at man nu kunne give en straf for ‘excessive celebration’ (overdreven jubel, red.). Reglens uofficielle navn er naturligvis ‘The Hevad Khan-rule’.

Den regel er desværre for Mario Masciotro blevet implementeret stort set alle vegne, og det har nu kostet brasilaneren sin første straf i Main Event. Mario Masciotro vandt et ræs for livet med konge-dame mod 2’erne, og det fik ham til at råbe op som han havde vundet i Powerball. Turneringslederen mente, at nok var nok, og Mario Masciotro fik en sitout-straf på tre hænder.

Under 100 spillere resterer i LAPT Brazil Main Event og Brasiliens svar på Hevad Khan sidder der endnu. Nu har han fået mundkurv på – og det er alt sammen den ægte Hevad Khans skyld.

Se den ægte vare i aktion lige her: