Blog: Theo involveret i potter på over €100.000 i Monte Carlo

EPT Grand Final er overstået, men selvom Theo Jørgensen var på de kanter i forbindelse med årets EPT-afslutning, så var det ikke for at spille turneringer, men derimod cashgames. Nu er PokerStars-pro’en klar med en blog om, hvordan det gik i de saftige spil i fyrstedømmet.

Og lad det være sagt med det samme, der var tale om et højt spil. Theo Jørgensen fortæller således, at han – frit fra hukommelsen – var involveret i to potter, der begge sneg sig over €100.000.

“Første gang kalder jeg et reraise med J764 med et farvetræk (som sagt skal det med at jeg spiller stramt tages med et gran salt, da vi kun spiller fire-mands). Floppet er K85 uden farvetræk. Gutten nede i den anden ende better ca. 7000€, hvilket er ca. 80 % af potten, og jeg kalder. Turn er en 9’er, der også giver et farvetræk i hjerter, og her kommer alle pengene så ind, hvilket er ca. 60K € fra hver.”

“På det tidspunkt er det ret fedt, vi spiller i et spil organiseret af PokerStars. Der er ingen emsige kasino-ansatte, der fortæller os, at vi ikke må køre den to gange, fordi det tager for lang tid. Eller at det ikke er lovligt pga. myndighederne. Så vi kan køre riverkortet to gange, eller for den sags skyld fire gange, hvis vi vil udligne variansen. Forudsat at gutten i modsatte ende er indforstået med det.”

“Når man tager i betragtning, at han ligner en mand med et set (tre ens), og det ikke vil være det vildeste i pokerens historie, hvis riveren resulterer i et hus, skal jeg da blankt erkende, at jeg lige der ikke har noget imod, at vi kører den et par gange. Så når nu vores ven nede i den anden ende smider en finger i vejret og siger “ONE TIME”, syntes jeg, det var stort set lige så fedt, som da vores schæferhvalp havde den indstilling, at det var overdrevet blæret at grave et hul i det dyreste gulvtæppe, jeg i mit liv har haft. Skal vi ikke bare sige, man kan mærke, man lever, i det sekund dealeren vender riverkortet.”

Den gik, men hvordan det gik i den anden pot – vi kan afsløre, det ikke gik helt efter planen – kan du læse på Theos blog, som du finder her.